RAL: Indlevering flyttes fra Aalborg

Rederiet forventer at mindske transporttiden for kølevarer med to dage.

Første skibsafgang som omfattes af ændringen, bliver Tukuma rejse TUK141, oplyser RAL.
Offentliggjort

Royal Arctic Line stopper i efteråret en mangeårig tradition, når såkaldt LCL køle- og frysegods til Grønland ikke længere skal indleveres i Aalborg. LCL står for 'mindre end en container'.

Royal Arctic Line har indgået samarbejde medto nye operatører om håndtering af godset, så det fremover skal afleveres ved Aarhus, hvorefter det afskibes fra havnen i byen.

- For kunderne betyder det, at for kølevarer bliver transittiden to dage kortere, fordi Aarhus er sidste havn inden skibet sejler nordpå.

- Det giver en forbedring af friskheden af varerne, når de kommer til Grønland, og det er noget, vore kunder hele tiden har efterlyst, fortæller Niels Clemensen, der er CCO (Chief Commercial Officer) i Royal Arctic Line.

To nye indleveringssteder

Det vil stadig være muligt at indlevere hele containere (FCL - full container load) med køle- og frysegods til terminalen i Aalborg.

Men i forhold til stykgods og enkelt paller med køl og frys forsendelser har Royal Arctic Line indgået aftale med Frode Laursen A/S i Hørning om håndtering af kølegods, samt med Agri-Norcold A/S i Tilst om håndtering af frysegods.

- Selvom Frode Laursen og Argri-Norcold skal stå for håndteringen, foregår bookingen som sædvanligt gennem Royal Arctic Line med samme bookingsystem og fragtbreve, siger Niels Clemensen.

Pakhuse afleveres tilbage i Aalborg

Han fortæller, at der inden for kort tid vil komme information om, hvordan kunderne skal forholde sig til den modsatte procedurer - når frysegods skal sendes til Danmark:

- Det er jo typisk frysepakker med grønlandsk proviant, der sendes til Danmark, og vi er ved at få det sidste på plads med leverandøren i forhold til, hvordan det praktiske skal foregå, siger Niels Clemensen.

De nye aftaler betyder, at rederiet leverer nogle pakhuse tilbage til Aalborg Havn, hvor Royal Arctic Line i dag modtager og udleverer køle- og frysegods.

Powered by Labrador CMS