Råd for menneskerettigheder: Afskaf forsørgelsespligt for førtidspension
Grønlands Råd for Menneskerettigheder kræver en afskaffelse af forsørgelsespligtens indvirkning på størrelsen af førtidspension. Det kan hindre personer med handicap i at flytte sammen med deres partner, lyder det.
Rådsmedlem i Rådet for Menneskerettigheder, Hans Reimer har læst Tilioqs seneste analyse af borgerhenvendelser til Tilioq, ”Lige muligheder” med stor interesse.
Rådsmedlemmet hæfter sig ved, at den tredje største grund til, at borgere henvender sig til Tilioq drejer sig om førtidspension og alderspersion.
I alt har 21 borgere ud af 249 henvendt sig om førtidspension og alderspension, hvilket svarer til otte procent af alle henvendelser igennem et år.
Henvendelserne drejer sig om mangel på vejledning fra kommunen og om lang ventetid til at blive tildelt en ydelse.
Forsørgelsespligt er hæmmende
Men også forsørgelsespligten er en problematik, som personer med handicap henvender sig om til Tilioq:
- Herudover handler henvendelserne om, at borgeren ikke har fået en tilstrækkelig indsigt i, hvordan ydelsesbeløbet er bestemt, eller hvorfor de skal i revalideringsforløb. Indenfor denne kategori handler flere henvendelser ligeledes om forsørgelsespligten, står der i Tilioqs analyse.
Forsørgelsespligten er en bestemmelse i loven som gør, at beløbet man får i førtidspension afhænger af, hvad ens partner tjener.
Afskaf forsørgelsespligt
Rådsmedlem i Rådet for Menneskerettigheder oplyser i sin pressemeddelelse, at forsørgelsespligten bør afskaffes.
- Tilioq har tidligere anbefalet Naalakkersuisut at forsørgelsespligten afskaffes, for at sikre at personer med handicap ikke bliver økonomisk afhængige af en partner. Det er en grundlæggende rettighed i FN’s handicapkonvention at personer med handicap har ret til at leve et selvstændigt liv, skriver Hans Reimer, rådsmedlem i Rådet for Menneskerettigheder.
Han har særligt lagt mærke til, at Tilioq modtager henvendelser om borgere, der på grund af forsørgelsespligten er afhængige af en partners indkomst, og at der er tvivl om at flytte sammen grundet frygt for mindre ydelser.
- En kvinde med handicap vil gerne flytte sammen med sin kæreste, som ligeledes modtager førtidspension. Men fordi hun sammen med sin førtidspension tjener lidt penge, er hun i tvivl om, hvorvidt kærestens førtidspension vil blive nedsat, hvis de flytter sammen, fortæller Tilioq i sin analyserapport.
- Familieliv er en vigtig værdi her i Grønland, og forsørgelsespligten står nogle gange i vejen herfor, mener Hans Reimer.
Hans Reimer er også bekymret over, at personer med handicap kan ende i gæld eller endda blive hjemløse grundet langsom sagsbehandling ved tildeling af ydelser fra kommunen.