Pukkelhval til spise eller oplevelse - død eller levende

KLUMME: Endnu engang gik jeg forbi delikatessen i Brugsen, som jeg så ofte gør og fik øje på spændende nye grønlandske produkter.

Jeg har altid kunne lide at gå omkring Brugsens diske.

Allerede i 1970-erne, da jeg opdagede Brugsen solgte frossen vågehvalsmattak (hud, red.) og kød i flotte indpakninger, var jeg glad for Brugsen.

Det var dengang, vågehvalen måtte fanges uden begrænsninger. Vågehvals mattak, kød og det riflede bugstykke, med det særligt velsmagende spæk og kød i strimler – harmonikastykket - har altid været noget af det bedste jeg ved.

Skulle jeg sende det bedste kød fra Grønland til nære venner i Danmark, så skulle det netop være kød af vågehval, havde jeg ofte tænkt. Vågehvalen er forholdsvis lille hval med sine ti tons og ti meters længde. Det er derfor, den smager så godt.

Men ak, det var mange år siden. Nu om dage skal man lede længe efter vågehvalskød i fiske- og kødtorvet.

Andre store hvalarter er blevet mere synlige på salgsstederne, såsom finhvalen, der kan blive 22 meter i længden og 100 tons i vægt, og pukkelhvalen, der kan blive 18 meter lang, 30 tons i vægt. Grønlandshvalen, 90 tons og 20 meter, har fået 'comeback' som fangstdyr i Nordgrønland.

Men hvor populær den er som spise, tør jeg ikke gætte på. Mange års fredning af den hval, har fået os til at glemme opskrifterne på, hvordan den skal konserveres, tilberedes og spises.

Røget pukkelhvalsmattak
Men det var om Brugsens delikatesse afdeling. På den næst øverste hylde fik jeg øje på nye produkter: Røget hvalspæk, røget hvalmattak og røget hvalkød – alle af en pukkelhval.

De så meget interessante ud. Straks købte jeg smagsprøver.

Røget kød kender de fleste, om det er rensdyr, lam, sæl, eller hval. Røget kød smager jo som røget kød nu engang gør, bare i forskellige variationer, afhængig af hvilke slags kød det er.

Men røget pukkelhval mattak og spæk – det var nyt.

Det var den røgede mattak, jeg valgte at smage først. Det smagte af røg og salt og virkede gummiagtig at tykke på.

Jeg kan godt lide røgede ting. Kammuslinger, hellefisk med flere. Men røget pukkelhval mattak var anderledes, det var nyt, lidt underligt og tørt i smagen og gummiagtigt.

Jeg savnede smagen af den olie, som giver en fantastisk oplevelse i ganen, når man tygger spæk og mattak sammen. Så bør man nok spise den røgede mattak uden at blande det med tørret kød eller fisk, men med et stykke rugbrød uden smør. Smag og behag er jo meget individuelt.

En succes
Tilbage i Brugsen talte jeg med delikatessemanden, som stolt fortalte mig, at delikatesser af en hel pukkelhval kan han sælge indenfor tre måneders tid, og at han godt kan bruge tre-fire pukkelhvaler om året. Røget pukkelhval kød koster 169 kroner per kilo.

Selvom man fjerner indvolde og ben af en 30 tons hval, bliver der jo meget råvare tilbage til Brugsens delikatessemand.

Set fra den synsvinkel, giver det mening at fange pukkelhvaler. De giver indtjening og omsætning for hvalfangere og for Brugsen.

En anden butikskæde Pisiffik laver også glimrende letsaltet, krydret og tørret pukkelhvalkød, som jeg tror går som varmt brød.

Set fra den vinkel er erhvervsfangst af pukkelhval forretningsmæssig fornuftigt og måske ligefrem en succes. Mange er glade undtagen dyreværnsfolk og turisme erhvervet.

Savner mine pukkelhvaler – levende i fjorden
Om det skyldes det mærkelige forår, og sommeren vi har haft i Grønland i år, ved jeg ikke, men de pukkelhvaler, som hvert år »plejer at svømme rund« i deres spisekamre i og nær ved Nuuks fjordsystem har jeg ikke set en eneste af denne sommer.

Om de er blevet fanget og solgt til butikskæderne og blevet spist af blandt andre mig, eller om de er flygtet til andre steder, hvor de ikke bliver jagtet, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg må indrømme, at jeg savner 'mine' pukkelhvaler derude.

Derfor kan jeg godt følge med i turistbranchens opråb om ikke at fange de stationære hvaler (stedtro, red.), som hvert år kommer tilbage til de samme steder, men i stedet skyde andre hvaler, som ikke er så stationære.

Mon ikke diskussionen vil fortsætte, om hvaler skal skydes med kanon eller med kamera, og om de skal spises eller opleves levende?

Døde pukkelhvaler er godt for ganen og pengepungen, mens levende hvaler i nærområdet er tegn på første klasses naturforvaltning og bæredygtig fangst. Dette giver også penge i kassen, så jeg håber, at der indgås en kompromis, alle kan leve med.

PS: Ærgerligt er det, at der ikke bliver lavet økologisk foder til hund og kat af restprodukterne af hvalfangsten.

'Naturens Tagselvbord' er månedens tema på Sermitsiaq.AG. Fokus i august er på de fødevarer omkring os i naturen, som alle har adgang til - Læs artiklerne her