Inatsisartut

Portræt: Lars-Emil, En politiker med en hård fortid i bagagen

Lars-Emil Johansen, der fylder 70 år, er en legende i grønlandsk politik

Lars-Emil Johansen runder et skarpt hjørne
Lars-Emil Johansen er ikke, som politikere er flest. Han har formået at opretholde en politisk karriere, selv om han i mange år har kæmpet med et alkoholmisbrug.

Men historien om tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen, som lørdag fylder 70 år, rummer flere nuancer end det.

Se billeder: Lars-Emil ønsket tillykke med de 70 år

Vedholdende
Lars-Emil Johansen er en vedholdende politiker og en fighter, som nåede toppen af det politiske liv, selv om han ramte bunden rent menneskeligt.

Han blev uddannet lærer fra Grønlands Seminarium i Nuuk i 1970. Men allerede som ung, var Lars-Emil Johansen fyldt med politiske ambitioner, og året efter blev han valgt ind i det grønlandske landsråd.

Folketinget
To år efter sin politiske debut blev Lars-Emil Johansen valgt til Folketinget, som han var medlem af fra 1973 til 1979 - og senere igen fra 2001 til 2011.

Læs: Lars-Emil taler dunder

Han var medstifter af det toneangivende socialdemokratiske parti Siumut, som han var politisk formand for i ti år fra 1987 til 1997.

Landsstyreformand
Men det er især de seks år som landsstyreformand fra 1991 til 1997, som står centralt i Lars-Emil Johansens politiske eftermæle.

Her var han chefen for det hele, men en omdiskuteret en af slagsen. Beskyldninger om magtmisbrug og nepotisme blev rettet mod ham fra flere sider, og perioden tærede hårdt på Lars-Emil Johansen.

Læs: Lars-Emil genvalgt som formand for Inatsisartut

Afvænding
Et allerede heftigt alkoholmisbrug kom så meget ud af kontrol, at han i 1994 lagde kortene på bordet og erkendte, at han måtte have hjælp. Landsstyreformanden tog til Danmark og kom i behandling, og det skete åbent og uden omsvøb.

Tre år efter, at han endegyldigt kvittede alkoholen, forlod Lars-Emil Johansen i 1997 helt politik for at blive en del af ledelsen i hæderkronede Royal Greenland.

Her var han vicekoncernchef indtil 2001, hvor politikken - og Christiansborg - atter trak i Johansen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS