Politikere dybt berørte: Lover udredning færdig til 2024

En uvildig udredning af den såkaldte spiral-sag skal igangsættes, og kommissoriet samt budget for redegørelsen skal være på plads hurtigst muligt, oplyser Naalakkersuisoq for sundhed og den danske sundhedsminister under et pressemøde.

- Af hensyn til de berørte kvinder og deres familier og for samtidig at sikre transparens i arbejdet, vil der løbende blive udarbejdet opdateringer, således at der vises fremskridt i arbejdet, oplyser Naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen om undersøgelsen af spiralsagen.

Efter at have mødt flere berørte kvinder i spiral-sagen og efter at have holdt møde om en plan for undersøgelsen af den danske såkaldte strategi for ”familieplanlægning” i Grønland i 1960’erne, holdt Naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen (IA) og den danske sundhedsminister Magnus Heunicke pressemøde fredag aften.

Indledningsvis fortalte Magnus Heunicke, at de to politikere de seneste dage har mødt 12 kvinder, som da de var ganske unge, fik lagt spiraler op, hvilket havde haft meget store og alvorlige konsekvenser for dem:

- Det var et møde som berørte os begge to dybt, og man må sige, at når man ser på det i dag, hvad der skete med helt unge piger, er det komplet uforståeligt set med nutidens øjne, siger Magnus Heunicke om mødet med kvinderne.

På pressemødet oplyser Mimi Karlsen og Magnus Heunicke, at den danske og grønlandske regering er enige om at følge Inatsisartuts ønske om en uvildig redegørelse af spiral-sagen, og at man de seneste dage er blevet enige om de overordnede rammer for redegørelsen.

Undersøgelsen af spiralsagen skal ske særskilt og være separeret fra den historiske udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark fra anden verdenskrig frem til i dag. Det står også i den fælleserklæring, som formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede og statsminister Mette Frederiksen underskrev den 9. juni.

Plan og penge til september

Kommissoriet skal ligge klar og midler afsat til september, og det er allerede nu aftalt, at undersøgelsen af spiralsagen skal være færdig inden udgangen af 2024.

- Af hensyn til de berørte kvinder og deres familier og for samtidig at sikre transparens i arbejdet, vil der løbende blive udarbejdet opdateringer, således at der vises fremskridt i arbejdet, oplyser Naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen under pressemødet.

Naalakkersuisoq understregede flere gange, at det er vigtigt, at sagen ikke trækker ud, men at det skabes reslutater inden for de to år.

Spiralsagen tager udgangspunkt i, at op mod 4.500 kvinder i alderen 13 år og op har fået sat en spiral op, også uden samtykke af pigernes forældre, som et led i den danske regerings strategi for svangerskabsforebyggelse fra 1966 frem til 1975.

Udredningen af den såkaldte spiral-sag, skal efter Inatsisartuts ønske foretages af relevante eksperter og forskere fra både Grønland og Danmark. Sundhedsministeriet i Danmark og sundhedsdepartementet i Grønland vil understøtte arbejdet som sekretariat.

Powered by Labrador CMS