forbudt

Politiet om segboard-kontrol: Vi laver ikke reglerne

Så længe færdselsloven er som den er, må politiet slå ned på de nye populære køretøjer segboards

Færdselspoliti, politi, kontrol, Nuuk
Politiet begynder nu at stoppe borgere, der kører på de elektroniske segboards og lignende. I første omgang kan man slippe uden bøde, men senere falder hammeren

Politiet var godt klar over, at man ikke ville blive populær, da man fredag eftermiddag meldte ud, at kørsel på offentlig vej og fortov med de elektroniske segboards faktisk ikke er tilladt.

- Det er åbenlyst for enhver, at der er mange der kører på dem nu. Mon ikke, der er en del der har fået dem i konfirmationsgave? spørger politianklager Liselotte Bøhm retorisk.

Starter blødt
I første omgang vil politiet gå blødt til lovovertræderne - de ofte unge trafikanter, som triller rundt på det lydløse køretøj - men senere falder hammeren.

Læs: Politiet i upopulær udmelding om legetøj

- Derefter kan der blive tale om både en bøde på 1.500 kroner og konfiskation, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Politiet kender til segboards med både et og flere hjul i Nuuk og i Sisimiut.

Tror I ikke, det bliver en upopulær beslutning at kriminalisere børns legetøj? De minder jo meget om cykler for eksempel.

- Jo, måske. Men vores hensyn er ikke at være specielt populære, siger Liselotte Bøhm.

Gælder ikke overalt
- Problemet er, at segboards ikke lever op til færdselsloven, som stiller begrænsninger for køretøjer med motor og to hjul. De er ikke omfattet af nogen forsikring, og så har de hverken bremser, lygter eller noget horn, som man kan advare andre med, når man kommer kørende.

Politianklageren forklarer, at forbuddet kun gælder på offentlig vej.

Det vil sige, at private og kommuner kan vælge at tillade kørsel med segboards særlige steder som f.eks. i et skate-område.

Læs: Udlover dusør efter stort gadget-kup

Kan være farligt
Politet forklarer, at man blot håndhæver loven, og den har Trafikstyrelsen netop præciseret, efter de var blevet spurgt af Grønlands Politi.

- Derudover skal man huske, at én der kører på segboard, bevæger sig anderledes i landskabet, og en billist vil hurtigt kunne fejlbedømme et barn, der kommer trillende hurtigt, hvis man tror det er en fodgænger, siger Liselotte Bøhm.

Se alle Sermitsiaq.AG's politi-historier

Powered by Labrador CMS