Indbrud
Udlover dusør efter stort gadget-kup
Der er blevet stjålet for flere hundrede tusind kroner mobiltelefoner hos Nota Bene i Nuuk. Kæden bag butikken udlover en dusør for tip til politiet
OPFØLGNING: En person anholdt efter større gadget-kup i Nuuk
Onsdag nat har der været indbrud i elektronikforretningen Nota Bene i Nuuk.
Politiet regner med, at tyve i flere omgange på det seneste har brudt ind i butikken, hvor de har stjålet mange mobiltelefoner, ipads og lignende produkter.
Pas på hælervarer!
Butikken og politiet har opgjort, at der er stjålet elektronik for flere hundrede tusinde kroner. Der er blandt de stjålne varer en del helt nye Samsung Galaxy S7 og Iphone 6S-mobiltelefoner.
Derfor formoder politiet, at disse stjålne og helt ubrugte elektronikvarer på nuværende tidspunkt bliver solgt eller givet væk i Nuuk.
Læs: Hashhandel skaber nye millionærer
- Det er selvfølgelig ulovligt at stjæle, men det er i den grad også ulovligt at købe eller sælge hælervarer, siger Brian Thomsen, fungerende politikommissær ved Politiet i Sermersooq.
Tip gerne politiet
- Derfor vil vi opfordre borgere i Nuuk, som måtte blive tilbudt en ny mobiltelefon, tablet eller lignende af en privatperson, til at være meget forsigtige og som minimum bede om at se en officiel kvittering for varen.
Hvis der er borgere, som har kendskab til indbruddene i Nota Bene, de stjålne varer eller til handel med varer, der kan være hælervarer, hører politiet gerne fra dem på telefon 70 14 48.
Udlover dusør
Og der er en ekstra god grund til at hjælpe politiet. Nota Bene udlover nemlig en dusør på 5.000 kr. til den, som giver politiet oplysninger, der fører til opklaring af sagen, og at de skyldige bliver anholdt.
OPFØLGNING: En person anholdt efter større gadget-kup i Nuuk