Politiet har konfiskeret 50 øl - udløser bøde på 15.000

Privat salg af øl udløser stor bøde i Nuuk.

Alkoholforbuddet i Nuuk, Qeqertarsuatsiat og Kapisillit har været gældende i knap seks dage. Og der bliver holdt øje med, om nogen føler sig fristet til at bryde forbuddet:

- Vi holder øje med ulovligt salg på nettet, og det jeg vil kalde bagagerumssalg, siger vagtchef ved Grønlands Politi Henrik Olesen.

Alkoholforbuddet forbyder salg og udskænkning af drikke med 2,25 volumenprocent alkohol.

Vagtchefen forklarer, at politiet både kigger på internettet, holder øje på gaden og får henvendelser vedrørende brud på alkoholforbuddet.

Roligt henover lønudbetalingen

Alkohol og penge bliver beslaglagt, hvis folk forsøger at sælge alkohol, mens alkoholforbuddet er gældende.

I en pressemeddelelse understreger politiet, og at det til en hver tid kræver alkoholbevilling at sælge øl:

- Det lærte en borger fra Nuuk på den hårde måde, da han vedtog en bøde på 15.000 kr. for ulovlig salg af øl. Manden havde solgt 70 flasker øl videre til andre personer i Nuuk og var derudover i besiddelse af 50 flasker øl i sin bil, som han havde købt med henblik på videresalg, skriver politiet og fortsætter:

- Salget foregik forud for alkoholforbuddet i Nuuk, men uden at manden havde en alkoholbevilling, som det er påkrævet ved salg af alkohol.

Chefanklager Morten Nielsen siger om sagen:

- Vi har i lyset af alkoholforbuddet i Nuuk også fokus på ulovligt salg af alkohol og vil derfor understrege, at salg af alkohol af private også er ulovligt. Det omfatter også salg af alkohol gennem de sociale medier, udtaler Morten Nielsen

Bøden på 15.000 kroner faldt altså før, alkoholforbuddet trådte i kraft, og politiet har ikke uddelt bøde, mens forbuddet har været gældende.

Forbuddet har været iværksat henover løn- og ydelsesudbetalingsdagene ved månedsskiftet. Politiet melder om, at det har været relativt roligt uden dog at kunne sige, at det har en direkte sammenhæng med forbuddet:

- Jeg synes, det har været roligt. Der har været lidt husspektakler, og der har også været nogen påvirkede personer, som skulle beroliges, siger Henrik Olesen.

Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Indsats mod oversvømmelser i Nuuk
Efter de store mængder regn, der faldt over Nuuk i går, har personalet ved Materiealegården haft en travl morgen med at håndtere oversvømmelser flere steder i byen. I midtbyen har der været...
Powered by Labrador CMS