Polar Aassik sunket efter to døgns brand
En af Polar Seafoods trawlere, Polar Aassik er sunket i havet ved Qasigiannguit. Det bekræfter Grønlands Politi. Fartøjet overvåges fortsat af myndighederne.
Polar Aassik, som de seneste to døgn har stået i flammer er netop sunket i havet ikke langt fra Qasigiannguit onsdag aften.
Det bekræfter Grønlands Politi.
- På meget kort tid sank trawleren, efter at det hårdt medtaget skrog var begyndt at tage vand ind, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Politiet fik en anmeldelse om den brændende trawler mandag aften klokken 19.03. Alle ti besætningsmedlemmer er reddet i land.
Branden i trawleren har skiftevis været aftagende og tiltagende de seneste to døgn.
Trawleren har siddet fast tæt på Qasigiannguit det meste af det seneste døgn. Senest oplyste Grønlands Politi i en beredskabsmeddelelse, at trawleren Polar Aassik driver væk fra byen.
Området overvåges
Fartøjet har skiftevist haft flammer og stærk røgudvikling. Derfor har politiet opfordret borgerne i Qasigiannguit om at holde sig på afstand til kyst- og havområder.
Arktisk Kommando er på vej for at assistere brandmyndighederne i arbejdet, og har forventet ankomst i morgen tidlig.
- Brandmyndigheder overvåger området og vurderer situationen igen i morgen tidlig for eventuelt at sætte flydespærrer ud. Flydespærrer skal undgå, at olie fra skibet og andre miljøskadende væsker flyder ud i havet.
Grønlands Politi har i en tidligere beredskabsmeddelelse takket alle i Qasigiannguit for at respektere politiets opfordringer til at holde afstand til kyst- og havområder, da dette har gjort beredskabets arbejde lettere.