PN: USA skal holde fingrene fra de nye lufthavne

Pele Broberg mener, at Naalakkersuisut bør formulere sin egne visioner i stedet for at løbe i hælene på USA og Danmark

Offentliggjort

De kommende lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq skal ikke bruges til militære formål. Det mener Partii Naleraqs Pele Broberg.

Udmeldingen kommer efter, at KNR har kunnet fortælle, at det er de tre nye lufthavne, som USA overvejer at investere i. Sidste år meldte USA's viceforsvarsminister ud, at man er interesseret i at investere i grønlandske lufthavne, som kan have både et civilt og militært formål (dual use).

Men det falder ikke i Partii Naleraqs smag.

- Fra Partii Naleraq skal vi på det kraftigste opfordre Naalakkersuisut, igen, til klart at melde ud at hverken Nuuk, Ilulissat eller Qaqortoq kan komme på tale om at indgå i et militært investeringsbehov, siger Pele Broberg (PN) i en pressemeddelelse.

- Hvis Danmark fortsat ønsker at militarisere Grønland, med Naalakkersuisuts accept af assimileringspolitikken af vores land, så må det også gøres klart fra politisk hold at vi fra Partii Naleraq forventer at Danmark overholder Selvstyreloven og afholder alle udgifterne forbundet med deres ansvarsområder!

- Og det er lige så klart at vi kræver at alle investeringer der ligges i Grønland, om det er lufthavne i Nuuk, Kangerlussuaq eller noget helt tredje, overgår til Grønlandsk ejerskab kvit og frit den dag vi frigøres fra rigsfællesskabet. Dette er uanset om det er Dansk eller Amerikansk investering.

- Derfor skal det fremhæves at vi fra Partii Naleraq ikke accepterer en klassificering af prestigeprojektet Kalaallit Airports som en “dual use” konstruktion.

Pele Broberg (PN) mener, at Grønland selv må formulere, hvad man vil i stedet for at reagere på udspil udefra.

- På trods af at Selvstyreloven er vedtaget ved folkeafstemning, har ingen formænd/kvinder for Naalakkersuisut kunne formulere en Arktisk Strategi, men overladt opgaven til Danmark. Dette på trods af Grønland udgør den arktiske del af rigsfællesskabet.

Powered by Labrador CMS