KNR: USA undersøger de tre nye lufthavne
Beslutningen om amerikanske investeringer i grønlandske lufthavne kan træffes i februar, skriver public-service mediet.
Der ER investeringer i de tre kommende lufthavne i Ilulissat, Nuuk eller Qaqortoq, som USA's forsvarsministerium Pentagon er ved at undersøge. Det skriver KNR.
I september 2018 underskrev USA's viceforsvarsminister en principerklæring om, at man er parat til at investere i grønlandske lufthavne, der kan anvendes både militært og civilt (dual use).
- Denne erklæring bekræfter U.S.-Forsvarsministeriets interesse i investeringer i Grønland, som kan styrke den regionale sikkerhed, styrke evnen til at reagere korrekt, bevare lav spænding i regionen, og som kan bruges både militært og civilt, hedder det i erklæringen.
Lige siden har der været spekuleret i, hvilke lufthavne Pentagon har i tankerne. Meget har peget på, at der er tale om de tre kommende lufthavne, og det bekræftes altså nu fra amerikanske side.
- Grønland har bedt os om at kigge på tre lufthavne. Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq. Det er dem, vi er blevet bedt om at kigge på. Det gjorde vi i sommer, og nu er vi i færd med at træffe beslutninger, siger Esther McClure, der arbejder med amerikansk sikkerhedspolitik i NATO, Nord- og Vesteuropa i Pentagon til KNR.
Ifølge McClure har man også kigget på Kangerlussuaq uden dog for alvor at undersøge den mulighed.
Når det Hvide Hus fremlægger præsidentens budget vil det fremgå, hvilke investeringer, der er tale om. Det sker normalt i februar.