Partii Naleraq raser over stillingsopslag

Partii Naleraq mener, at Finansdepartementet har lavet et ”ulovligt” stillingsopslag, der vedrører stillingen til landets højeste embedsjob: departementschef for Formandens Departement.

Pele Broberg fra Partii Naleraq har udsendt en pressemeddelelse, hvor man er stærkt kritisk over for et stillingsopslag som departementschef i Formandens Departement.

Det falder Partii Naleraq for brystet, at man i stillingsopslaget som departementschef ikke har sat som kompetencekrav, ”at vedkommende skal beherske grønlandsk, og have kendskab til grønlandsk samfund og kultur jævnfør ansættelsescirkulæret”.

Sermitsiaq.AG kunne tirsdag aften oplyse, at stillingen som departementschef netop var slået op, fordi nuværende departementschef, Søren Hald Møller, åremålsansættelse på fire år var ved at udløbe.

Det er to sætninger, som får Partii Naleraq-politikerne op af stolen:

”Som departementschef forventes det, at du… indsigt i det grønlandske samfund, grønlandsk kultur samt det grønlandske sprog.”

”Det vil være en fordel, hvis kandidaten behersker grønlandsk, dansk og engelsk.”

Utvetydige krav

- Det er ellers utvetydigt et krav til stillingen som Departementschef, at vedkommende skal beherske grønlandsk, og have kendskab til det grønlandske samfund og kultur, i ligeledes med de faglige kompetencer. Departementschefen skal nemlig ikke kun som i stillingsopslaget have indsigt i det grønlandske sprog, eller at det blot er en fordel hvis man kan grønlandsk. Man skal som et kompetence krav beherske grønlandsk og have kendskab til kulturen samfundet, mener Partii Naleraq.

Partiet oplyser, at man er træt ”af disse brølere” og opfordrer Naalakkersuisut til at følge loven ”for en gangs skyld”.

Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra Finansdepartementet, som har udformet stillingsopslaget.

I går talte Sermitsiaq.AG med Søren Hald Møller, som ikke vil oplyse, om han agter at søge stillingen og dermed fortsætte med at danne parløb med Kim Kielsen.

Powered by Labrador CMS