Kielsen søger departementschef

Formandens Departement søger en departementschef. Stillingen er en af de mest indflydelsesrige blandt grønlandske embedsmandsstillinger, da man er den vigtigste sparringspartner for Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen.

Kim Kielsen og Søren Hald Møller
Søren Hald Møller ses her sammen med Kim Kielsen. De har haft et tæt parløb i de seneste fire år.

Nuværende departementschef Søren Hald Møller tiltrådte stillingen som departementschef den 12. juni 2015.

Som departementschef er man ansat på åremål. I første omgang gældende i fire år. Der er herefter mulighed for at søge stillingen og dermed få den forlænget, hvis man ønsker det, og hvis der er den nødvendige politiske opbakning.

Fåmælt Søren Hald Møller

Sermitsiaq.AG har tirsdag aften talt med Søren Hald Møller.

Vil du stoppe som departementschef i Formandens Departement?

- Ingen kommentarer, siger Søren Hald Møller.

Vil du søge stillingen som departementschef, når din stilling bliver opslået?

- Det vil jeg ikke udtale mig om, da der er tale om et personligt anliggende, forklarer Søren Hald Møller.

Tro væbner

Det er kendt, at Søren Hald Møller har været en tro væbner for Kim Kielsen.

Om Søren Hald Møller

Søren Hald Møller har boet og arbejdet i Grønland siden 1986 og har en lang karrieremæssig baggrund fra den offentlige sektor i landet, herunder flere chefstillinger i hjemmestyret og selvstyret samt en årrække som rigsombudsmand. Han har desuden været kommunaldirektør i Kommuneqarfik Sermersooq.

Han blev fungerende departementetschef i Formandens Departement den 24. februar 2015, da Svend Hardenberg fratrådte, men først officielt udpeget som departementschef den 12. juni 2015.

Ifølge stillingsopslaget lægges der vægt på følgende egenskaber:

  • Har ledelseserfaring på top niveau, forståelse for politiske processer og erfaring med rådgivning af den politiske ledelse i Grønlands Selvstyre eller en af de grønlandske kommuner,
  • Kan prioritere strategisk, udøve indflydelse og skabe resultater på tværs af den offentlige sektor,
  • Udviser synligt og transparent lederskab og er i stand til at fremme en innovativ og driftssikker organisation - har en samlende og engagerende ledelsestilgang,
  • Har kendskab til styring af offentlige virksomheder, og
  • Har indsigt i det grønlandske samfund, grønlandsk kultur samt det grønlandske sprog
  • Afspejler værdier såsom ærlighed og personlig integritet,
  • Har helhedssyn og er løsningsorienteret,
  • Vægter god offentlig kommunikation,
  • Har en naturlig autoritet og kan løse konflikter på en konstruktiv måde, og
  • Har en relevant videregående uddannelse.
  • Det vil være en fordel, hvis kandidaten behersker grønlandsk, dansk og engelsk.

Milliongage

Tiltrædelse er pr. 1. maj, fremgår det. Og ansøgingsfristen er sat til den 12. marts.

Der er tale om et vellønnet job med en årsløn på over 1 million kroner.

Se stillingsopslaget: klik her

Powered by Labrador CMS