Overflytningen til den nye anstalt vil foregå gradvist

28. februar vil det stå klart hvor mange der vil flyttes fra Herstedvester til den nye anstalt i Nuuk, når denne åbner i juni. Men Kriminalforsorgen forventer at flere vil følge efter sidenhen.

Offentliggjort

Kriminalforsorgen i Grønland har mandag 7. januar holdt et orienteringsmøde for de grønlandske anbragte på Herstedvester og deres bistandsværger. Formålet har været at orientere om reglerne for overflytningen til Nuuk, samt for forholdende i den nye anstalt.

- Jeg syntes, at møde gik godt. Der blev stillet nogle gode og relevant spørgsmål, siger direktør for kriminalforsorgen i Grønland, Naaja Nathanielsen.

I den kommende tid vil de anbragte få tilbudt individuelle samtaler, så de kan få afklaret de spørgsmål, der vedrører lige præcis deres situation. Herefter skal de beslutte om de vil give samtykke til at blive overflyttet til Nuuk.

- Dem der har givet samtykke ind til 28. februar, vil kunne blive overført til Nuuk i forbindelse med åbningen af den lukkede anstalt i juni, forklarer Naaja Nathanielsen.

Flere vil følge efter

Endnu har ingen underskrevet en samtykke-erklæring. Men en vurdering er, at mellem fem og ti har besluttet sig for at flytte. Tre til fem er ret sikre på, at de vil blive i Herstedvester. Resten af de i alt 27 anbragte fra Grønland overvejer stadig, hvad de skal beslutte sig til. Naaja Nathanielsen understreger dog, at billedet kan ændre sig i løbet af de næste uger.

Loven om overflytningen siger, at de anbragte i Herstedvester til hver en tid kan bede om at blive flyttet til Nuuk, selvom de ikke i første omgang har sagt ja.

- Jeg regner med, at flere vil flytte efter i løbet af de første to år efter åbningen, når de hører om, hvordan tingene foregår og hvordan behandlingen fungerer, siger Naaja Nathanielsen.

Vælger de anbragte at flytte til Nuuk, så har de et halvt år til at fortryde deres beslutning.

Powered by Labrador CMS