Opråb: Skab plads til personer med handicap

Forestil dig, at du skal ind til et offentligt sted. Du kan ikke åbne døren. Uanset hvordan vejret er, og uanset hvor travlt du har det, skal du pænt vente på medarbejderen, der kommer for at åbne døren for dig. Du kommer ind ad døren, og når du skal gå, venter du igen på, at medarbejderen åbner døren for dig.

Det er de kendsgerninger, Marita Jessen på 28 år lever med.

Hun går på universitetet Ilisimatusarfik og studerer i socialrådgiveruddannelsen på femte semester.

Marita Jessen fik amputeret sit venstre ben for seks år siden, og siden har hun mødt lukkede døre gang på gang. I bogstavligeste forstand. Hun kører i kørestol, og støder på døre, som skal åbnes med håndkraft, hver eneste dag.

- Dør til lejligheden, virksomheder, politistationen, butikker, tandklinikken og uddannelsessteder. Jeg har et handicap, jeg kan nogle gange ikke komme ind ad for smalle døre, jeg kan ikke komme op ad trapper for at komme ind, skriver hun i et brev.

Brevet har hun sendt til alle, der kan være vedkommende, altså til alle departementer i Selvstyret, til medlemmer i Inatsisartut, alle kommuner, nogle uddannelsessteder samt til pressen.

Skab plads

Marita Jessen pointerer overfor Sermitsiaq.ag, at hun kan klare sig selv. Hun bor i sin egen kolligieværelse. Hun ønsker at klare sig selv og bidrage til samfundet i det omfang, det kan lade sig gøre.

- Men det mest udfordrende, som jeg møder i det daglige, det er at komme ind og ud af bygninger. Det betyder ikke noget, hvilken vej døren kan åbnes, for jeg kan alligevel ikke nå håndtagen. Gang på gang skal jeg overskride mine egne grænser og spørge fremmede om hjælp, fortæller hun.

- At jeg ikke har mulighed som andre gør, at det føles som om min sjæl er såret.

Kræver handicapvenlige miljø

I sit brev stiller Marita Jessen flere spørgsmål. Er det nok, at flertallet i samfundet kan gå, kan tale, kan høre? Hun påpeger, at personer med handicap har flere daglige kampe, og at indretningen i byen og bygninger skaber hindringer. Cafeture og restaurentbesøg er nærmest udelukket, og selv en indkøbstur alene skaber udfordringer for Marita, der gerne vil klare sig selv.

- Hvad så, når jeg får et arbejde som socialrådgiver, hvis jeg får et barn, eller når jeg selv vil på indkøb? Skal jeg fortsat opleve samme hindringer, som jeg oplever det nu? Spørger Marita Jessen.

Derfor stiller hun krav til myndigheder, politikere og andre ansvarshavende i samfundet, så personer med handicap som hende, kan færdes som mennesker uden handicaps, og føle sig mere velkomne. Hun ønsker at færdes uden hindringer, som andre mennesker.

- Bare det, at projekter, der skal gøre vores liv nemmere, der bliver udsat gang på gang. Det føles som om, vi ikke er velkomne. Hvis de var gæstfrie for personer som os, så havde det udbedret hindringerne for længst, siger hun.

Lufthavne

Handicaptalsmandsinstitutionen Tilioq opfordrer ligeledes, at der skal være nemmere tilgængelighed i lufthavne. Flere trapper op og ned hindrer personer med handicap til at kunne færdes ubesværet.

Tilioq efterlyser: Bedre handicapfaciliteter i Kangerlussuaq Lufthavn

Marita Jessen kan genkende problematikken, men pointerer, at hindringer desværre kan findes alle steder.

- Ja, jeg kan genkende problematikken. Der er ingen elevatorer, og jeg kan ikke åbne dørene selv, da de ikke kan åbnes automatisk. Jeg kan huske, at toiletbesøg er svære gøremål, og jeg måtte bevæbne mig med tålmodighed for at gå på toilettet. Der er flere trapper. Og selvom man som person med handicap bliver hentet af en bil for at stige ind i et fly, som bliver ens valgmuligheder krænket lige der, forklarer Marita Jessen.