Olsvig bliver mine-direktør

Bent Olsvig er blevet direktør for anorthosit-minen ved Kangerlussuaq, oplyser Hudson Greenland.

Tidligere på året måtte Bent Olsvig Jensen forlade posten som direktør for Xploration Services Greenland, der leverer udstyr og mandskab til efterforskning efter råstoffer her i landet.

Årsagen var, at coronakrisen havde sat en stopper for efterforskningsaktiviteter i Grønland og dermed slået bunden ud af selskabets omsætning.

Nu kan Bent Olsvig Jensen dog igen kalde sig direktør, oplyser mineselskabet Hudson Resources i en pressemeddelelse.

Ifølge Hudson Resources er Bent Olsvig blevet direktør i Hudson Greenland, som står for driften af anorthosit-minen ved Kangerlussuaq.

Tilfreds nyudnævnt direktør

- Som administrerende direktør for Hudson Greenland er Bent ansvarlig for alle aspekter af driften af White Mountain anorthosite-minen, herunder produktion, sikkerhed og regerings- og samfundsforhold, skriver Hudson Resources.

Og Bent Olsvig Jensen er glad for det nye job:

- Jeg er meget glad for at have fået denne mulighed for at være en del af driften og væksten af minen sammen med det fremragende team, der allerede arbejder hårdt på dette projekt.

- Jeg kender og respekterer den mængde tid, kræfter og ressourcer, der er brugt på at få projektet til, hvor det er i dag. Med ekstraordinær støtte fra regeringen og lokalsamfund er vi fokuseret på at udvikle dette projekt til gavn for aktionærer og interessenter under respekt for miljøet og sikkerheden af vores team, udtaler Bent Olsvig Jensen.

Powered by Labrador CMS