Corona-krisens første direktør-offer

Coronakrisen har nu kostet den første direktør jobbet i det grønlandske erhvervsliv. Direktør i Xploration Services, Bent Olsvig Jensen, blev opsagt i marts og er fritstillet fra udgangen af april.

Bent Olsvig Jensen har som leder arbejdet i flere forskellige brancher.
Offentliggjort

- Der er ingen tvivl om, at det er et antiklimaks, fortæller Bent Olsvig Jensen til Sermitsiaq.AG om fyringen, som han rent faktisk selv var med til at planlægge i sin tid.

Xploration Services, der understøtter råstofbranchen med allehånde praktiske gøremål, når efterforskningen foregår i den vilde natur, gik fra superoptimisme efter en vellykket PDAC-messe i Toronto til pludselig at se hele forretningsgrundlaget for sæsonen 2020 forsvinde på grund af coronavirussens udbredelse til en pandemi.

Fra succes til tavshed

- Vi havde vel nok den bedste PDAC-tur med masser af kontakter, hvor nogle havde potentiale til at kunne realiseres i løbet af året. Og pludselig stopper telefonerne med at ringe i takt med alverdens lande lukker ned for flytrafikken, fortæller Bent Olsvig Jensen, der er i gang med at overlevere forretningen til den nye direktør Martin Sandy Shalmi, der som medejer af virksomheden er indtrådt i direktionen.

- Jeg har været med til at udarbejde virksomhedens strategi frem til 2023. Heri er også beskrevet forskellige handleplaner, som f.eks. hvad der skulle ske under et worst case scenario. Det var således mig selv, der indstillede til bestyrelsen, at alle medarbejdere skulle afskediges inklusiv mig selv, fortæller Bent Olsvig Jensen åbenhjertigt. Om end det kan virke som et drastisk tiltag, så sikrer det dog selskabets fortsatte eksistens.

Forberedt

Han var således forberedt på, hvad der ville komme, men det efterlader ham alligevel i en form for vakuum.

- Jeg håber naturligvis, at råstofbranchen kan få brug for mine kompetencer. Der vil komme nye spillere og nogle vil være omstruktureret efter coronakrisen. Det skaber nye muligheder. Det store spørgsmål er blot, hvor lang tid krisen vil vare, siger Bent Olsvig Jensen.

Han har været beskæftiget i andre brancher: militæret, uddannelse og fiskeindustrien fra 2001 til 2011 i Upernavik Seafood, der siden blev overtaget og drevet af Royal Greenland.

Det brænder jeg for

- Jeg vil da ikke afvise et karriereskifte, hvis det rette lederjob bliver mig tilbudt. Men netop nu brænder mit hjerte for råstofbranchen, som jeg oplever, at Grønland har et stort potentiale indenfor, siger den tidligere direktør for Xploration Services.

Powered by Labrador CMS