Ødelagt lufthavnsvej i Qaanaaq: Midlertidige løsninger præsenteret

Efter de omfattende skader på vejen mellem Qaanaaq by og lufthavnen, har relevante myndigheder og organisationer taget hurtige skridt for at sikre transportforbindelsen mellem de to vigtige destinationer.

Myndigheder og organisationer har præsenteret løsninger for at sikre transportforbindelsen mellem by og lufthavn Qaanaaq efter vejen er blevet ødelagt af regn og smeltevand.
Offentliggjort

Departementet for Boliger og Infrastruktur, Air Greenland A/S, Mittarfeqarfiit A/S og Avannaata Kommunia har torsdag den 24. august holdt møde for at finde midlertidige løsninger, der muliggør transport af mennesker, brændstof og beredskab mellem byen og lufthavnen. Det sker efter lufthavnsvejen har fået omfdattende skader af regn og smeltevand, der har gjort den ufarbar.

De midlertidige løsninger som er blevet præsenteret er blevet udarbejdet i tæt samarbejde med byens lokale entreprenør og er opdelt i to faser for at imødekomme de akutte udfordringer. Det oplyser Departementet for Boliger og Infrastruktur i en pressemeddelelse mandag.

Første fase skal holde til foråret

Første fase indebærer etableringen af et nødspor mellem lufthavnen og byen. Nødsporet vil blive sikret og genetableret hver gang der er flyvninger fra lufthavnen. Den lokale entreprenør vil arbejde tæt sammen med Mittarfeqarfiit A/S for at sikre nødsporets funktionalitet.

I øjeblikket kan nødsporet anvendes af firhjulstrukne personbiler, men der arbejdes på at sikre, at også tankbilen til brændstof kan anvende nødsporet. Forventningen er, at denne udfordring vil være løst inden næste uge og inden behovet for transport af brændstof fra byen til lufthavnen opstår.

Anden fase indebærer etableringen af en midlertidig vej mellem lufthavnen og byen, der vil kunne opretholdes indtil næste sommer. Denne midlertidige vej er designet med henblik på at håndtere tunge køretøjer og vil også kunne modstå de udfordringer, der typisk opstår under forårets tøbrud.

Forventer normal flytrafik

Departementet for Boliger og Infrastruktur arbejder i øjeblikket sammen med den lokale entreprenør for at afklare de sidste detaljer vedrørende den midlertidige løsning. Der lægges særlig vægt på løsningens holdbarhed og evne til at håndtere forskellige transportbehov.

De involverede parter udtrykker deres forventning om, at planlagte flyvninger til og fra byen kan gennemføres som normalt ved hjælp af de midlertidige løsninger.

Departementet for Boliger og Infrastruktur vil fortsat opdatere pressen med relevante opdateringer om situationen og løsningernes udvikling.

Powered by Labrador CMS