Nyt forum skal støtte arbejde mod hjemløshed

Et nyt nationalt forum skal samle ekspertise om hjemløshed, så forummet kan rådgive politikerne i arbejdet for at mindske problemet.

Offentliggjort

Naalakkersuisut ønsker, at så få som muligt kæmper med hjemløshed, og derfor etablerer Naalakkersuisut nu et nationalt hjemløseforum.

Forummet skal samle de centrale aktører på området, der skal komme med forslag til, hvad Naalakkersuisut kan gøre:

- Det er vigtigt, at vi samler de fagfolk, som arbejder med udsatte borgere i hverdagen. Naalakkersuisut vil gerne lytte til fagfolk, som kan komme med gode realistiske forslag til, hvordan vi får færre hjemløse og hjælper dem, som allerede er hjemløse, udtaler naalakkersuisoq for sociale anliggender og arbejdsmarked, Mimi Karlsen (IA), i en pressemeddelelse.

Lektor så frem til konkrete tiltag

Forummet har desuden til formål at bistå Naalakkersuisut med råd og vejledning i alle spørgsmål, som vedrører hjemløse, og det vil blandt andet bestå af repræsentanter fra kommunerne, Kofoeds Skole og Ilisimatusarfik, skriver Naalakkersuisut.

Den nuværende koalition har sat et mål om, at ingen borgere skal være hjemløse i 2035. Sociolog og lektor ved Ilisimatusarfik Steven Arnfjord kommenterede på det mål tilbage i april. Her sagde lektoren, at han så frem til at se konkrete tiltag på området:

- Man kan altid arbejde med at halvere antallet af hjemløse. Før det, så skal man altså tælle, hvor mange hjemløse der er, og undersøge hvilken støtte de har brug for, sagde Steven Arnfjord.

Første møde i det nye nationale forum afholdes i efteråret 2021.

Powered by Labrador CMS