Tele-Post

Ny topchef endelig på plads i Tele-Post

Efter ti måneder uden en administrerende direktør har Tele-Post nu fundet den rette til posten. Den kommende direktør tiltræder dog senest til årsskiftet

Offentliggjort

Det kom som en massiv overraskelse, da daværende administrerende direktør i Tele-Post, Michael Binzer, i september 2014 meddelte, at han havde sagt sin stilling op.

Få dage efter kom det frem, at hans opsigelse hang sammen med samarbejdsproblemer med daværende bestyrelsesformand, Agner N. Mark.

Læs: Michael Binzer stopper i Tele-Post

Nu meddeler Tele-Post dog, at Michael Binzers efterfølger er på plads. Selskabets nye administrerende direktør hedder Kristian Reinert Davidsen og kommer fra en tilsvarende stilling på Færøerne.

- En grundig og hurtig indsats har resulteret i, at Tele-Post kan hente en meget erfaren topchef fra Færøerne til Nuuk. Det drejer sig om færingen Kristian Reinert Davidsen, der i dag er administrerende direktør i Føroya Tele, hvor han har været topchef siden 2006, oplyser Tele-Post bestyrelsesformand, Stine Bosse, i en pressemeddelelse.

Læs: Agner N. Mark forlader Tele Post

Tiltræder senest 1. januar
Kristian Reinert Davidsen er 48 år, civilingeniør og har en HD i organisation og ledelse. Han har arbejdet inden for telebranchen alle årene. Kristian Reinert Davidsen tiltræder sin nye stilling, så snart det kan lade sig gøre, dog senest den 1. januar 2016, oplyser Tele-Post.

Læs: To konstituerede direktører i Tele-Post giver op

Både Steen Montgomery-Andersen og senest Søren Lennert Mortensen har haft ansvaret som konstituerede administrerende direktør i Tele-Post siden Michael Binzers exit.

Søren Lennert Mortensen fortsætter, indtil Kristian Reinert Davidsen begynder.

Læs flere artikler om Tele-Post her

Powered by Labrador CMS