tumult i tele

To konstituerede direktører i Tele-Post giver op

Både konstitueret administrerende direktør og konstitueret vicedirektør i Tele-Post kaster håndklædet i ringen

Bestyrelsesformand i Tele-Post Agner N. Mark (til venstre) kom også i strid med tidligere direktør Michael Binzer (til højre)

(Artiklen er opdateret med citatet)

Den konstituerede administrerende direktør i Tele-Post, Steen Montgomery-Andersen, og den konstituerede vicedirektør, Per Svendsen, har begge sagt nej til at fortsætte i deres nuværende konstituerede stillinger.

Det fortæller Radioavisen.

Ifølge KNR skyldes dette muligvis, at der har været for meget turbulens i det selvstyreejede kommunikationsfirma under debatten om 'privatisering af teleområdet'.

I formiddags lød det fra Tele-Post, at parterne gerne ville forblive tavse om deres beslutning, men på Tele-Posts nyhedsside for medarbejdere er der blevet lagt en fællesudtalelse op fra Steen Montgomery Andersen og Per Svendsen.

Det lader til, at de to er blevet uenige med bestyrelsen om deres arbejdsvilkår, og at de i øvrigt er utilfredse med samarbejdet med samme bestyrelse:

- Vi synes selv, at vi har gjort rigtigt meget for at videreføre selskabet på en professionel måde, men samarbejdet med bestyrelsen og de arbejdsvilkår, vi selv og resten af organisationen har, er ikke gode nok. Et konkret eksempel er budgettet for 2015, der ikke er godkendt endnu.

Læs: Naalakkersuisoq: Liberaliseringen ikke udsat på ubestemt tid

Manglende samarbejde
Årsagen til, at de to chefer rykker tilbage til deres forrige job i samme virksomhed, er ifølge kommunikationschef i Tele-Post, Ivalo Egede, 'at det ikke har været muligt at etablere et samarbejde med bestyrelsen, som kan tilfredsstille alle parter.'

Det var 'manglende opbakning' fra bestyrelsen og også uenigheder mellem direktør og bestyrelse, der i 2014 fik Michael Binzer til at trække sig som direktør. Sermitsiaq offentliggjorde efterfølgende et brev, hvori ledende medarbejdere udtrykte deres mistillid til bestyrelsesformand Agner N. Mark.

Steen Montgomery Andersen og Per Svendsens opsigelser sker med tre måneders varsel, og de to fortsætter herefter i deres stillinger som henholdsvis økonomidirektør og privatkundedirektør.

Læs flere artikler om Tele-Post her

Powered by Labrador CMS