musik
Ny musik fra Karina Møller
Grønlandske Karina Møller udgav for en måned siden sin første solo-cd ”Simplify”, der blander genrer som jazz, rap og pop sammen med traditionelle inuit elementer. På lørdag den 16. maj skal hun spille de nye numre til Frigg Festivalen i København
Den grønlandske sangerinde, Karina Møller, har udgivet sin første solo-cd ”Simplify”. Hun har selv skrevet sangene og produceret meget af musikken i samarbejde med pianisten Kristoffer Jul Reenberg.
Juaaka Lyberth har anmeldt Simplify - læs her
Karina Møller er kendt i både USA, Alaska, Canada og Grønland som medlem af gruppen Pamyua, der har udgivet Inuit musik i mere end 15 år. Men nu er hun altså gået solo for første gang.
Verden som arbejdsplads
Jeg møder Karina Møller på børnehjemmet i Uummannaq, hvor hun er kommet på frivillig basis igennem flere år. Hun underviser børnene i sang og trommedans, og indgår i det hele taget i det daglige arbejde på børnehjemmet. Hun er født i Qaqortoq, men har boet i både Nuuk, Los Angeles, Alaska og lige nu i København. Med bandet Pamyua turnerede hun det meste af verden, og var med til at udgive fem albums. Alligevel er det med en vis nervøsitet, at hun nu udgiver sit første soloalbum nogensinde.
– Det er anderledes med denne her cd, fordi jeg har lagt så meget af mig selv i teksterne og musikken. Det gør det mere skrøbeligt, men også mere vedkommende. Jeg føler ikke, at jeg er gået på kompromis med noget. Men jeg er jo spændt på reaktionerne, og føler mig blottet, siger Karina Møller.
Karina Møller har taget sin yngste søn, Inuk, med til Uummannaq. Og det er da også hendes tre børn på 17, 12 og 7 år, der har været den største inspirationskilde til sangene.
– Det har været meget healende for mig at få børn. Og børnene har jo altid været med mig rundt omkring i verden på rejser og turneer. Jeg har skrevet sange og komponeret musik gennem mange år - inspireret af børnene, min opvækst, kulturelle baggrund og mit liv i dag, fortæller Karina Møller.
Karina Møller var sidste år med i gruppen ArkTjiks, der gav flere koncerter.
Blandt andet ved julemærkekoncerten. læs her
Ved den store TV-indsamling til Foreningen Grønlandske Børn
Samt koncert i Christians Kirken i København
Det simple liv
Titlen ”Simplify” hentyder til, at jo mere simpelt du lever dit liv, jo mere smukt bliver det. Flere af sangene handler om kærlighed i forskellige former, og om at turde elske, og ikke være bange for at blive elsket igen. Sangen ”Inuk” er skrevet til hendes yngste søn, og handler om den maskuline inuitkultur. I sangen intonerer Karina Møller over seks forskellige tonelejer, som symboliserer mandens styrke. Og i sangen ”Strong native women” er det kvinderne i Alaska, der hyldes for deres mod og styrke til at lede folket tilbage til rødderne. På denne og flere andre af sangene synger den berømte strubesanger Sylvia Cloutier fra Canada med.
Alle sangene er på engelsk, og stilen er et miks mellem pop, jazz og funk blandet med inuitiske elementer.
”Simplify" er indspillet i København. Udover Sylvia Cloutier synger den amerikanske Yup’ik sanger Philip Blanchett og den inuitiske rapper Allison Warden også med på nogle af sangene. CD’en kan købes i flere butikker i Grønland, Danmark og USA og via Itunes.com.
Karina Møller spiller på Frigg Festivalen 16. maj i København. Festivalen henvender sig til alle med interesse i nordisk musik, kunst og kultur. Udover Karina Møller spiller også Outu Mørch Olsen (DJ T41) og Simon Lynge samt islandske og færøske musikere.
Se billeder her: