Julen nærmer sig
Billeder: Første julemærkekoncert blev succes
En perlerække af kendte grønlandske musikere spillede fredag aften i Christians Kirke i København gratis til fordel for grønlandske kunstnere
Dørene til koncerten, med de kendte grønlandske musikere og kunstnere, åbnede én time før koncerten startede klokken 19.30 fredag aften, men alle de bedste sæder i Christians Kirke var optaget klokken 19. Op til 375 betalende tilhørere kom for at høre den specielle koncert.
Grønlands Julemærke fejrede 40 års jubilæum for den første udgivelse af Grønlands julemærke med koncert af Aavaat koret, ArkTjiks med Nukâka Coster-Waldau, Karina Møller og Aviaja Lumholt, Rasmus Lyberth, Mads Lumholt, Julie Berthelsen samt Simon Lynge.
Kirkens unikke og enestående akustik, med hjælp af den moderne lydinstallation, gav en forrygende musikalsk oplevelse for tilhørere, der gav stående klapsalver efter veloverstået koncert.
Mellem de mange kendte musiknumre blev anekdoter fra Grønland leveret af den komiske konferencier, skuespiller og ambassadør for Grønlands Julemærke Flemming Jensen.
Musikere optrådte gratis
Henri Gorm Jensen som er medarrangør af koncerten og medlem af Grønlands Julemærkes støtteudvalg i Danmark, er glad for den store opbakning fra de grønlandske musikere, der optrådte gratis.
- Vi ville have haft flere kendte musikere ind i programmet, men koncerten ville blive for lang. For der findes mange flere dygtige og kendte grønlandske musikere her i Danmark og i udlandet, sagde Henri Gorm Jensen til Sermitsiaq.AG.
- Det er den første koncert Grønlands Julemærke arrangerer, og det var en god oplevelse. Overskuddet af billetsalget vil gå til støtte af grønlandske kunstnere og kulturpersoner, sagde den meget tilfredse medarrangør.
Koncerten er stablet op med hjælp af flere sponsorater. Blandt andet blev musikeren Simon Lynge fløjet med Icelandair fra USA til København.
Kronprins Frederik er protektor for Grønlands Julemærke.
Læs også: Året julemærke afsløret med kulturprisuddeling
Henri Gorm Jensen kunne endnu ikke oplyse, hvor mange penge, der er i overskud fra koncerten, som går til grønlandske kunstnere.
Men et simpelt regnestykke på omkring 375 betalende, 270 kroner per billet til Grønland Julemærke, giver knapt 100.000 kroner minus diverse udgifter til lydmand, forplejning, blomster og lignende.