Ny aftale udvider Rigsfællesskabets rammer

Den nye aftale mellem USA og Grønland om øget samarbejde danner præcedens for mere frie rammer for Grønland indenfor Rigsfællesskabet. Det mener Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Steen Lynge.

Onsdag kunne naalakkersuisut Steen Lynge og Kim Kielsen præsentere en ny aftale om øget samarbejde med USA, underskrevet af Kielsen og USA´s Ambassadør i Rigsfællesskabet, Carla Sands.

Og netop underskrifterne og ordlyden i aftalen er vigtig, understreger Steen Lynge overfor Sermitsiaq.AG.

- Det er vigtigt for den grønlandske befolkning, at vi har råderum indenfor Rigsfællesskabet, og at vi frit kan arbejde med hjemtagne områder, siger han.

Krise i 2017

Selvom handelsområdet er et hjemtaget område, har der hidtil været udfordringer, påpeger Steen Lynge.

- I 2017 lavede Grønland, Færøerne og Island en hensigtserklæring om tættere samarbejde på forskellige hjemtagne områder. Den afviste Danmark, som mente, at den var ugyldig på grund af formaliteter, fortæller Steen Lynge.

Aftalen, der blev under skrevet i august 2017, var nemlig ifølge den daværende udenrigsminister Anders Samuelsen i direkte strid med grundloven, fordi det var en aftale med Island og altså et udenrigspolitisk anliggende, som Danmark fortsat har ansvaret for.

Men med den nye aftale er der ændret på den tilgang fra den danske regering, mener Steen Lynge.

- Det er vi gået bort fra med denne aftale, som skaber præcedens for, at Grønland mere frit kan indgå aftaler med andre lande på hjemtagne områder i fremtiden, siger han.

Selvom aftaler fortsat skal klappes af med Danamrk, så står der i aftalen, at den er indgået mellem Grønlands Regering og USA.

Tidligere har der på den type aftaler stået: Kongeriget Danmark på vegne af Grønland. Aftalens ordlyd er en udvikling af Rigsfællesskabets rammer.

Man kan udlede, at regeringen i Danmark med aftalen accepterer, at Grønland som noget nyt har fået dette råderum.

Og det glæder Steen Lynge.

- Det er meget vigtigt, fordi situationer som den i 2017 ikke fremmer forståelsen mellem parterne. Sammenhængskraften i Rigsfællesskabet forringes, når man har forskellige forståelse af råderummet indenfor lovens rammer, slutter han.

Powered by Labrador CMS