Nunaoil med én licens tilbage - Bosse fortsætter
Omsætningen er fortsat nul og underskuddet endte på 1,5 millioner kroner i 2021. Selskabets formål ændres til også at omfatte arbejde med vedvarende energi.
Mens forretningskvinden Stine Bosse stopper som bestyrelsesformand i Tusass, så fortsætter hun i Nunaoil.
Selskabets generalforsamling er blevet afholdt som skrivebordsgeneralforsamling mandag, og her blev det til genvalg til formanden.
Der skete udskiftning i den øvrige bestyrelse - blandt andet fordi nu tidligere bestyrelsesmedlem Kuno Fencker er blevet medlem af Inatsisartut, og han i den forbindelse er fratrådt som medlem af bestyrelsen.
Bestyrelsen i Nunaoil ser nu således ud:
- Stine Bosse (formand)
- Susanne Juhl (statens repræsentant og næstformand)
- Cicilie Senderovitz
- Mikkel Krogh Søndergård
Har fortsat ingen omsætning
Nunaoils omsætning var igen i 2021 på nul kroner, og der har været fokus på at nedbringe selskabets omkostninger, fremgår det af ledelsesberetningen i Nunaoils årsrapport.
Selskabet har blandt andet opsagt sit kontor og er flyttet ind hos Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø.
I årsrapporten opsummerer bestyrelsen:
- Selskabets igangsatte omstrukturering fortsætter på en sådan måde, at bestyrelsen fastholder NUNAOIL A/S på et vågeblus, og hvor aktiviteten mest af alt handler om at tage vare på selskabets geologiske og geofysiske data samt afsøge nye muligheder for at nyttiggøre disse og være til mest gavn for dets ejer.
En licens
Ifølge årsrapporten har Nunaoil haft en andel på 6,25 procent i én aktiv licens i 2021. Licensen er ved at blive tilbageleveret til Selvstyret.
Det besluttede licenshaveren Panoceanic Energy Ltd i løbet af året.
2021 var også året, hvor Naalakkersuisut skrottede den gældende oliestrategi 2019-2023 og standsede fremtidig efterforskning.
Nyt fokus
Det er ikke umiddelbart gode nyheder for et olieselskab, og i forventningerne til 2022 kommer selskabet da også med et nyt fokus:
- Nunaoil A/S vil i 2022 afsøge mulighederne for, hvordan selskabet kan være til mest gavn for dets ejers ønsker om at fremme Grønlands potentiale for produktion af vedvarende energi samt bistå Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø med at kommercialisere de store potentialer for vedvarende energi, som Grønland ikke selv kan bruge, står det i årsrapporten.
I den sammenhæng ændres der også i selskabets formelle formål. Her står der nu, at Nuna Oil varetager "opbygning af knowhow vedr. fornybar energi til gavn for selvstyret og varetager Grønlands Selvstyres deltagelse i udvinding af fornybar energi."
Kæmpe-ressource barberet ned
I årsrapporten fremhæves det også, at et evalueringsprojekt af et efterforskningsområde i Nordøstgrønland blev gjort færdigt i 2021.
Projektet konkluderede desværre, at ressourcen var langt mindre, end det resultat de amerikanske geologiske undersøgelser fremkom med i 2008:
- Resultatet fra det kortlagte potentiale er estimeret til ca. 4,000 MMBOE (middelværdien for de risikovurderede udvindbare i millioner tønder olie ækvivalenter), mens den ikke-kortlagte potentiale er estimeret til ca. 2,700 MMBOE og dermed er det samlede estimerede potentiale for hele AU4 ca. 6,700 MMBOE.
- Dette er betragteligt mindre end det resultat de amerikanske geologiske undersøgelser (USGS; 31, 400 MMBOE) fremkom med i 2008 og beroede på et meget mindre datasæt end bearbejdet i ressourceevalueringsprojektet.