Millionerne fosser ud af selvstyreejet selskab

Millionerne fortsætter med at fosse ud af det selvstyreejede selskab Nunaoil A/S.

Stine Bosse har som bestyrelsesformand måske fået reduceret de store underskud i , men selskabet bløder fortsat millionbeløb. Nunaoil

Torsdag havde selskabet generalforsamling og årsregnskabet blev fremlagt, hvor årets resultat blev et rødt minus på 2,8 millioner kroner.

Et tab på 33 mio. kr.

En opgørelse, som Sermitsiaq.AG har lavet, viser, at Nunaoil siden 2013 har tabt over 33 millioner kroner. Desuden er egenkapitalen blevet barberet ned fra 36 millioner i 2013 til 11 millioner kroner i 2018.

Forklaringen på, at selskabet i den grad bløder, skyldes, at ”antallet af efterforsknings- og udnyttelseslicenser, hvor Nunaoil deltager som båren (ikke betalende) partner i 2018 yderligere reduceret fra fem til 2, hvilket er det laveste antal eneretstilladelser i Grønland siden 2005”, skriver bestyrelsen i sit forord i årsberetningen for 2018.

Fortsat håb

På trods af de seneste års udvikling har bestyrelsen fortsat et håb om og forventning til, at efterforskningsaktiviteterne i de kommende år vil stige.

Bestyrelsen påpeger, at selskabet igennem mange år har fået oparbejdet en stor og meget værdifuld datamæssig viden om Grønlands undergrund, og man gik sidste år i gang med at evaluere og pege på de områder i Grønland, der har det største efterforskningspotentiale, samtidig med at man får vurderet, hvor meget olie/gas, der sandsynligvis er til stede i det forskellige områder.

- Dette er ikke gjort tidligere, og der er ingen tvivl om, at det vil være til stor nytte ikke kun for olieindustrien, men også for den grønlandske energimyndighed, fastslår bestyrelsen.

Uvis fremtid

Den forventer, at Selvstyret i år udsender en ny olie- og gasstrategi, hvilket Selvstyret har varslet for lang tid siden.

- Om den nye strategi vil medføre ændringer for Nunaoil A/S er uvist, oplyser bestyrelsen, hvis formand er Stine Bosse.

Forventning

Bestyrelsen forventer, at indeværende år vil resultere i et underskud, der er på 2,3 millioner kroner. Man har valgt ikke at budgettere med indtægter fra salg af seismiske data i 2019.

Powered by Labrador CMS