Thorning-Schmidt til CNN: Meget lidt USA ikke kan opnå i Grønland

Ritzau
usha vance gæster grønland

Både når det gælder sikkerhed og økonomi, er der "meget lidt", amerikanerne ikke kan opnå i Grønland, hvis de ønsker det.

Sådan lyder det fra den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt i et interview med CNN.

- Jeg er sikker på, at det grønlandske folk ville værdsætte at samarbejde med amerikanerne i Grønland, også om økonomiske problemer. Så vær sød at sætte jer ved forhandlingsbordet, siger hun.

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange udtrykt interesse for, at Grønland bliver en del af USA - blandt andet af hensyn til "international sikkerhed".

Lørdag sagde Trump til NBC News, at "vi kommer til at få Grønland".

I interviewet nævner Helle Thorning-Schimdt også, at intet forhindrer USA i at engagere sig yderligere militært og oprette flere baser i Grønland, hvis det er ønsket fra amerikansk side.

Et sådant tiltag, tror hun, vil blive støttet af både den grønlandske og danske befolkning.

- Så ironien er, at der er meget lidt, som amerikanerne ikke kan have i Grønland lige nu uden at tale om at overtage Grønland, siger Helle Thorning-Schmidt.

I interviewet siger Helle Thorning-Schmidt, at "Grønland tilhører inuitterne og grønlandske folk", og at det er en del af "Kongeriget Danmark".

Powered by Labrador CMS