Forfatningsarbejdet: Endnu ingen svar på hvordan forfatningsforslaget skal behandles

Medlem af Inatsisartut, Mariia Simonsen (IA) har spurgt Naalakkersuisut om hvordan forfatningskommissionens forslag til en ny forfatning skal behandles. Men nu mere end en måned, lader svaret fra Naalakkersuisut stadig vente på sig.

Mariia Simonsen (IA) vil gerne have svar på hvordan det videre arbejde med forfatningsforslaget skal gribes an, men har endnu ikke fået svar fra Naalakkersuisut.

Det er to måneder siden forfatningskommissionen afleverede sin betænkning til Naalakkersuisut under en storstilet ceremoni. Men endnu er der ingen som ved, hvordan Naalakkersuisut har tænkt sig at gribe sagen an og arbejde videre med betænkningen.

hustandsomdeling og det videre arbejde

En måneds tid efter at betænkningen blev overdraget til Naalakkersuisut, har medlemmet af Inatsisartut, Mariia Simonsen (IA) den 24. maj spurgt Naalakkersuisut ind til planerne.

Det første Simonsen gerne vil have svar på er om betænkningen bliver delt ud til befolkningen i trykt form og i givet fald, hvornår det vil ske.

Det andet hun vil have svar på er, hvordan der skal arbejdes videre med betænkningen.

Bureauet bekræfter: Ingen svar endnu

I henhold til reglerne om § 37-spørgsmål må der maksimalt gå ti dage fra at et medlem af Inatsisartut stiller et spørgsmål, til Naalakkersuisut svarer på spørgsmålet. I tilfælde hvor Naalakkersuisut ikke er i stand til at svare rettidigt, er det normalt at Naalakkersuisut kommer med et foreløbigt svar, hvor det meddelelses at det ikke er muligt at svare indenfor tidsfristen.

Sermitsiaq.AG har spurgt hos Inatsisartuts bureau om bureauet eventuelt skulle have glemt at offentliggøre svaret, men der er ikke kommet hverken foreløbigt svar eller decideret svar på Mariia Simonsens spørgsmål, lyder det fra bureauet.

Mariia Simonsen der for tiden opholder sig Bruxelles, Belgien, siger til Sermitsiaq.AG at hun vil tage stilling til opfølgningen af spørgsmålet, når hun er kommet hjem.

Sermitsiaq.AG arbejder på at få svar fra formanden for Naalakkersuisut.

Powered by Labrador CMS