IA om forfatningsudkast: Et forum skal sikre befolkningsinddragelse

Forfatningskommissionens arbejde ligger klar. Så langt så godt. Nu skal befolkningen inddrages, mener Inuit Ataqatigiit.

- Det er de svære udfordringer, der definerer os, siger politisk ordfører for IA, Agathe Fontain.

IA glæder sig over forfatningskommissionen udkast, som er et skridt tættere på selvstændighed. Udkastet til en grundlov for et selvstændig Grønland, som har været undervejs i seks og et halvt år, har kostet 30 millioner kroner.

Men noget kunne tyde på, at der skal afsættes endnu flere ressourcer på at komme videre i processen.

I hvert fald hvis man spørger IA's politiske ordfører, Agathe Fontain, som i en pressemeddelelse på vegne af partiet foreslår, at der nu nedsættes et særligt forum, der både sikrer fremdrift i arbejdet og kommunikation mellem Naalakkersuisut og Inatsisartut.

- Samtaler om demokrati og rammerne om selvstændighed er et fælles ansvar og en fælles opgave og vil ikke være levedygtigt uden bred folkelig og politisk opbakning, mener Agathe Fontain.

Næste skridt i processen

Hun mener, at betænkningen og udkastet til forfatningen snarest må ud til befolkningen - både på skrift, tv og sociale medier. IA mener, at det er næste skridt i processen, fordi arbejdet med forfatningen rejser en række spørgsmål, der kræver aktiv stillingtagen fra befolkningen.

Det drejer sig om selve grundlaget for samfundet, såsom retten til statsborgerskab, demokratiske principper og magtens tre-deling. Spørgsmål, der ifølge Agathe Fontain ikke kun kan besvares af en snæver kreds, der skal drøftes af hele befolkningen, mener hun.

IA mener i øvrigt, at det videre arbejde skal koordineres tæt mellem Inatsisartut og Naalakkersuisut, så det omfattende arbejde, der skal tages og koordineres med rettidig omhu, ikke går i stå.

Sermitisiaq.AG forsøger at få en uddybende kommentar fra Agathe Fontain vedrøende hende og IA's forslag om nedsættelsen af et særligt forum.

Powered by Labrador CMS