Ivaaraq-sagen: Efterforskningen af overgrebet på kvindelig beboer afsluttes
Grønlands Politi venter på resultater fra de sidste undersøgelser, inden sagen om den multihandicappede kvinde, der tilbage i september fødte et barn på handicapinstitutionen Ivaaraq, overdrages til anklagemyndigheden.
Det sendte chokbølger gennem hele landet, da det tilbage i september kom frem, at en 23-årig multihandicappet kvinde, der hverken kan tale eller gå, havde nedkommet med et barn på handicapinstitutionen Ivaaraq i Sydgrønland.
To måneder senere blev en 62-årig mand anholdt og sigtet for voldtægt begået mod den kvindelige beboer. Det var et DNA-match mellem ham og barnet, der var det afgørende bevis. Dagen efter indrømmede manden i et grundlovsforhør, at han havde voldtaget den dengang 22-årige kvinde.
Nu, syv måneder senere, er der nyt i sagen.
Politikommissær Julie Senderovitz Bendtsen, der er leder af overgrebssektionen i Grønlands Politi, oplyser, at efterforskningen af sagen er blevet afsluttet.
Det fulde ansvar
Hun tilføjer:
- Status er, at vi kun afventer resultaterne fra de sidste undersøgelser. Når vi har modtaget de sidste resultater, overdrages sagen til anklagemyndigheden, som vil lave den juridiske vurdering.
Politikommissæren kan på nuværende tidspunkt ikke sige mere om sagen.
Sermitsiaq.AG forsøger at få en kommentar fra Socialstyrelsen, der har det fulde ansvar for handicapinstitutionen Ivaraq, blandt andet om, hvilke stramninger og initiativer, der er blevet foretaget i forbindelse med sagen.