Dennis kæmper stadig for sin uddannelse

Dennis Møller er blevet smidt ud af sin uddannelse grundet manglende betaling af undervisningsgebyret til skolen. Han og en jurist kæmper fortsat for at få Naalakkersuisut til at betale for uddannelsen.

Dennis Møller vil gerne uddanne sig indenfor filmbranchen. Han har valgt at gøre det i Norge fordi han gerne vil styrke samarbejdet med udlandet i forhold til den grønlandske filmbranche.

Han har allerede arbejdet i branchen en del år og repræsenterer i mange sammenhænge Grønlands filmbranche ude i verden.

Senest har han repræsenteret Grønland ved Tromsø International Film Festival Norge, Skábmagovat i Finland, Berlinale i Berlin og International Human Documentary Film Festival i Oslo.

Uddrag fra den norske uddannelseslovgivning

Det følger av Lov om høyere yrkesfaglig utdanning (Fagskoleloven) § 4 første ledd, at:

«Fagskoleutdanning er høyere yrkesfaglig utdanning som ligger på nivå over videregående opplæring. Videregående opplæring på norsk er på dansk «Gymnasie niveau» (STX, HHX mv.)

Videre følger det av forskrift om fagskoleutdanning ved Noroff fagskole § 2-2, at:

«Fagskoleutdanningene ved skolen bygger på fullført og bestått videregående opplæring eller tilsvarende realkompetanse, det vil si nivå 4 i Nasjonalt kvalifikasjonsrammeverk for livslang læring (NKR). Studieplanene og informasjonen om studiene på skolens nettsider gir informasjon om hvilke utdanningsprogram fra videregående opplæring som kreves for opptak til de ulike utdanningene, og eventuelle øvrige opptakskrav»

De fleste af turene har Dennis Møller været afsted som repræsentant for interesseorganisationen film.gl.

Har bedt om juridisk bistand

Men den uddannelse han har valgt i Norge er ikke en af de uddannelser, som kan betales af den grønlandske landskasse.

Før Dennis Møller begyndte sin uddannelse fik han dog en anden besked fra det Grønlandske Hus i København med den konsekvens, at han nu er smidt ud af skolen for manglende betaling.

- Situationen er unødvendigt og udmattende, siger Dennis Møller til Sermitsiaq.AG.

Hans ønske om at tage sin uddannelse i Norge har ifølge ham selv ikke mødt meget forståelse i departementet.

- De siger "det er gratis at uddanne i Danmark", som selvfølgelig også er sandt, men vi vokser ikke som land, når vi kun bliver sendt til Danmark og er afhængig af det, selvom vi bliver behandlet som en "endnu en Grønlænder" af medstuderende og bliver set ned på.

Dennis Møller og procesfuldmægtig Andreas Dannevang mener ikke, at afslaget om betaling fra Selvstyret har hold i lovgivningen.

Afslaget beror på at uddannelsen i Norge ikke er en videregående uddannelse – et udsagn som Dennis Møllers juridiske bistand bestrider.

Den 13. marts har departementet stadfæstet beslutningen og i øvrigt gjort opmærksom på at der ikke kan klages over afgørelsen.

Begreberne er forskellige på dansk og norsk

I en mail til departementet den 2. marts gør procesfuldmægtig Andreas Dannevangopmærksom på, at afgørelsen fortsat byger på misforståelser over de danske og norske udtryk for erhvervsuddannelse og videregående uddannelser.

Han argumenterer (med henvisning til den norske lov om uddannelse) med, at der ikke kan være tvivl om, at den toårige uddannelse på Noroff, hvor Dennis Møller var indskrevet, er en højere uddannelse på norsk, som svarer til en videregående uddannelse som for eksempel en Akademiuddannelse eller en Erhvervsakademiuddannesle på dansk.

Ifølge den lange korrespondance mellem departement og procesfuldmægtig Andreas Dannevang, som Sermitsiaq.AG er i besiddelse af, så argumentere Selvstyrets jurist at uddannelsen er en erhvervsuddannelse som i Danmark ikke svarer til en videregående uddannelse.

Mener Selvstyret har udredningspligt

Andreas Dannevang skriver til departementet, at deres henvisning til en korrespondance med uddannelsesstedet endnu engang understreger forvekslingen i begreberne indenfor dansk og norsk uddannelse.

- I Norge er en videregående uddannelse det som svarer til Gymnasium-nivå i Danmark. Det er således korrekt at Urdal (Medarbejder på Noroff, red.) svarer at det ikke er en videregående utdannelse – i norsk forstand.

Dennis Møllers advokat gør også departementet opmærksom på, at det er departementet der har udredningspligt i sagen og at der selvfølgelig er forskel på termer om uddannelsesniveau i Danmark og Norge, da det er to forskellige lande.

Sermitsiaq.AG forsøger at få en kommentar fra departementet.

Powered by Labrador CMS