Medie: Notat anbefaler Forsvarets 30 år gamle skibe at sejle videre i Arktis

Investeringer i nye skibe til Forsvaret i Nordatlanten bør udskydes, og i stedet skal der bruges penge til at bygge patruljeskibe, som kan bruges i Østersøen. Det anbefaler embedsmænd i Forsvarsministeriet ifølge mediet Altinget Arktis.

Inspektionsskibet Triton er blandt Forsvarets skibe i Thetis-klassen, og det er fra begyndelsen af 1990'erne.
Offentliggjort

Forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig er så småt begyndt i Folketinget, og en af de store poster i forliget skulle have været nye skibe, som kan sejle i Arktis og erstatte Forsvarets skibe af Thetis-klassen, som er omkring 30 år gamle. Nye skibe kunne have været klar i 2030.

Men embedsmænd i Forsvarsministeriet er kommet med en ny indstilling til politikerne i et notat, hvor det anbefales, at skibene i stedet levetidsforlænges og moderniseres. Det skriver mediet Altinget Arktis, som er i besiddelse af notatet.

Anbefalingen fra embedsmændene er, at investeringen udskydes til næste forligsperiode, hvilket betyder, at politikerne først i 2032 - 2033 vil træffe beslutning om at bygge nye.

Altinget Arktis skriver, at en anonym kilde med stort kendskab til sejlads i Nordatlanten siger, at det ikke er ufarligt, at lade skibene sejle videre til de måske er omkring 50 år gamle, fordi de ved sejlads i is i Arktis har fået 'mange tæsk. Det er gået hårdt ud over rør, spanter og skrog.'

I stedet for nye skibe til Arktis anbefaler embedsmændene, at der bygge patruljeskibe til brug i Østersøen.

Powered by Labrador CMS