Efter afgiftslettelse: KNI sænker prisen på en pakke oksekød med to kroner

Mindst to dagligvarekæder har sænket priserne på oksekød, efter at en indførselsafgift er blevet fjernet 1. januar. KNI oplyser blandt andet, at prisen på 500 gram oksekød er sat ned med to kroner.

driver Pilersuisoq-butikkerne og har sænket priserne på okse og svinekød. KNI

Under efterårssamlingen afskaffede Inatsisartut en kødafgifter på okse- og svinekød efter forslag fra Demokraatits partiformand Jens-Frederik Nielsen.

Jens-Frederik Nielsen har efter ændringerne er trådt i kraft sendt en stribe spørgsmål til Naalakkersuisut for at finde ud af, om afgiftslettelsen rent faktisk kommer forbrugerne til gode. Det ventes, at afgiftslettelsen koster landskassen cirka 13 millioner kroner.

- Det er (..) vigtigt, at Naalakkersuisut sikrer, at intentionen med forslaget bliver opfyldt, så vi ikke kommer til at stå i den uheldige situation, at priserne ikke bliver billigere for forbrugerne, skriver Jens-Frederik Nielsen til Naalakkersuisut.

Brugseni og KNI har reguleret priser

Naalakkersuisoq for erhverv, Vivian Motzfeldt (S), oplyser i et skriftligt svar, at der endnu ikke foreligger statistik for om priserne er faldet, men både Brugseni og det selvstyreejede KNI meddeler, at de har sat priserne ned på grund af afgiftslettelsen.

Blandt andet skriver Brugseni til Naalakkersuisut:

- Kalaallit Nunaanni Brugseni nedsatte priserne i uge 1/2023 i et omfang svarende til fjernelsen af afgiften på de omfattede kød produkter.

- Dette til trods for, at stort set alt kød på lager var indkøbt inden fjernelsen af afgiften, og at vores butik i llulissat havde foretaget et stort indkøb af kød produkter til vinterforsyningen ligeledes med pålagte indførselsafgifter.

Oksekød faldet med 2 kr

KNI driver Pilersuisoq-butikkerne og oplyser tilsvarende:

- KNI genkalkulerede alle salgspriser på de berørte produkter pr. 1. januar 2023, således de blev kalkuleret uden indførselsafgift. I alt blev der ændret priser på cirka 450 produkter.

KNI kommer med følgende konkrete eksempler:

- 500g hakket oksekød er faldet fra 53,95 [dkk] til 51,95 [dkk].

- 500g hakket svinekød er faldet fra 37,95 [dkk] til 36,95 [dkk].

Derudover oplyser KNI, at kunder i Pilersuisoq ved at fremvise deres bon kan få et beløb svarende til afgiftslettelsen tilbage, hvis de har købt kødvarer i Pilersuisoq til den gamle pris efter 1. januar 2023.

Naalakkersuisoq oplyser også i svaret, at Forbruger- og Konkurrencestyrelsen planlægger at gennemføre en større markedsundersøgelse af priskonkurrencen på dagligvarer i 2023, som naturligt også vil omfatte kødvarer. Undersøgelsen skal blandt andet have fokus på om der opereres med overnormale profitter eller findes tegn på priskoordinering i markedet.

Powered by Labrador CMS