Partierne i slagsmål om Nato

Folketingsmedlem for IA, Aaja Chemnnitz har sat sindene i kog med en udtalelse om, at Nato's tilstedeværelse ikke er ønsket her i landet. Naivt og et forsøg på at isolere Grønland med Danmark, lyder kritikken fra flere sider.

- Vi taler om vores egen sikkerhed, og vi har brug for stærke partnere som Canada, USA og vores venner i Island og Danmark, udtaler Markus E. Olsen i nato-debatten.

Naleraq, Demokraatit og Siumut er dybt ueninge med IA´s folketingsmedlem Aaja Chemnitz i spørgsmålet om Nato og øget samarbejde med USA omkring sikkerhedspolitik.

Partierne påpeger, at Grønland allerede er en del af Nato gennem Danmark, og at øget samarbejde med USA vil styrke landets sikkerhed i en farlig tid geopolitisk.

- Grønland må varetage sine egne sikkerheds- og geopolitiske interesser. Vi er et folk som alle andre folkeslag i verden, der har ret til selvbestemmelse og en fuld demokratisk proces om vores egen internationale position, skriver kandidat til folketingsvalget for Siumut Markus E. Olsen i en pressemeddelelse, som reaktion på Aaja Chemnitz udtalelser om Nato.

Bør samarbejde mere med naboerne

Både Naleraq og Siumut er fortørnede over Aaja Chemnitz udtalelser ved et vælgermøde i Ilulissat om, at hun ikke ønsker et styrket samarbejde med USA. Det er simpelthen et forsøg på at isolere Grønland sammen med Danmark, mener de to partier.

- Vi taler om vores egen sikkerhed, og vi har brug for stærke partnere som Canada, USA og vores venner i Island og Danmark, slår Siumut-politikeren fast.

Naleraqs kandidat til Folketinget Kiista Fencker stemmer i med hård kritik af Aaja Chemnitzs udtalelser.

- Fra Naleraq må vi på det kraftigste melde fra over for Aaja Chemnitz og hendes isolationistiske forsøg på at binde os til Danmark. Derimod er det mere udtryk for rettidigt omhu, hvis vi snarest får en forsvarsaftale indgået mellem Grønland og USA, der skal træde i kraft snarest muligt.

Markus E. Olsen mener, det er på tide, at befolkningen får lov at tage en beslutning om Nato-medlemskab, fordi Grønland kun er medlem af Nato i kraft af forholdet mellem Danmark og Grønland, da forsvarsalliancen blev stiftet i 1949.

- På det tidspunkt var vi en koloni uden demokratisk indflydelse i spørgsmål vedrørende vores land, endsige udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Siumut mener derfor, at tiden er inde til, at vi gennem vores parlament selv beslutter, om vi skal blive fuldgyldigt medlem af Nato og ikke blot som et bilag til den beslutning, Danmark tog i 1949, skriver han i en pressemeddelelse.

Befolkningen er positive overfor Nato

Han henviser til en undersøgelse fra Ilisimatusarfik, som viser, at befolkningen i Grønland ønsker at være medlem af Nato.

- Siumut forestiller sig, at vi vil positionere os selv som Island, det vil sige, at vi vil være medlem af Nato med alle de pligter og rettigheder det indebærer, uden dog at bidrage med hverken militær magt eller et eget forsvarsministerium. Præcis som Island har gjort det, lyder forslaget.

Kilde: Nasifik- Center for udenrigs- & sikkerhedspolitik

Skal kunne forsvarer suverænitet

Demokraatits formand Jens-Frederik Nielsen er også meget klar i spyttet.

- Det er en farlig naiv tilgang til det forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, der med rette fylder under det igangværende folketingsvalg.

Han slår ligesom de to andre partier fast, at Grønland allerede er medlem af Nato gennem Danmark.

- Der er ingen, der siger, at der skal rende tusindvis af soldater rundt på gaderne og at alle byer skal blive til krudtdepoter og radarbaser. Men vi skal have nogle til at forsvare os og vi skal kunne håndhæve vores suverænitet. Det må man se i øjnene, ligegyldigt hvor lyserødt ens verdensbillede måtte være.

Powered by Labrador CMS