IA afviser Nato-soldater i Grønland
Inuit Ataqatigiit ønsker ikke en situation, hvor der kan komme Nato-styrker i Grønland. Det gælder om at holde Grønland så fredeligt som muligt, lyder det fra partiets folketingskandidat.
Sikkerhedspolitik er højt på dagsordenen mange steder i verden på grund af krigen i Ukraine, og der gælder også herhjemme, hvor folketingsvalgkampen er i gang.
IA's Aaja Chemnitz melder nu ud, at hun ikke ønsker Nato-styrker i Grønland:
- NATO aktiveres, når der er reelle trusler, og det er der på ingen måde i vores land. Tværtimod vil vi eskalere situationen, ved at melde ud vi ønsker NATO soldater og tilstedeværelse her i landet.
Bedre overblik til vands
- Vi skal skelne mellem Grønland og Nordatlanten. Når vi siger nej til NATO, så mener vi, at vi i stedet skal sige ja til fredelig udvikling af vores forsvar med øget overblik til vands, til lands og i luften, men også huske cyberspace, skriver politikeren i en pressemeddelelse.
Udmeldingen står i kontrast til blandt andre Demokraatits Justus Hansen, der også har meldt sit kandidatur til Folketinget. Han mener, at Grønland kan træde i karakter ved at se på situation på en ny måde.
- Vi kan som land også bidrage med arealer til nye baser. Her tænker jeg på eventuelt nye NATO- flådebaser og eventuelt også en opgradering af Kangerlussuaq, lyder vurderingen fra Justus Hansen.
Han vurderer, at det vil gavne sikkerheden i Grønland og generelt i rigsfællesskabet og den vestlige verden.
Analyse: Sandsynligt med flere styrker
Det er Aaja Chemnitz altså ikke enig i. Hun vil i stedet satse på større overblik over aktiviteter i luftrummet, og at Grønland bliver mere konkrete på krav til at styrke cybersikkerheden.
Mandag i sidste uge blev en omfattende analyse af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation for Kongeriget frem mod 2035 præsenteret Ifølge analysen er det forventeligt, at allierede i Nato vil styrke deres indsatser i Nordatlanten og Arktis dog ikke nødvendigvis med styrker eller hovedkvarterer i Grønland.
- Derimod er det sandsynligt, at flere allieredes militære styrker i fremtiden vil være til stede i Arktis og Nordatlanten – ofte tæt på eller i Kongerigets territorium. Det medfører også nye opgaver som vært for disse styrker, konkluderer analysen.