Air Greenland kæmper fortsat med at afvikle puklen af strandede passagerer
Det går langsomt fremad med antallet af strandede passagerer rundt om i landet, men Air Greenland er optimistiske.
Air Greenland og dårligt vejr er ikke gode venner.
Mandag den 11. juli strandede knap 1.000 passagerer rundt om i landet på grund af lave skyer og tåge.
Nu oplyser Air Greenland i et opslag på Facebook, at flyselskabet fortsat er i gang med ”oprydningen” af strandende passagerer, som Air Greenland kalder det.
Det går langsomt fremad, men det ser heldigvis ud til at være godt flyvevejr de næste par dage, oplyser Air Greenland.
Intet er normalt
Det fremgår af opslaget, at Air Greenland arbejder intenst på at leje et fly til de mange passagerer, som ikke har fået en endelig rejseplan for at komme til Danmark.
Normalt er der en masse selskaber, som lever af at udleje fly, men i disse dage er der intet normalt i luftfartsbranchen. Eftervirkningerne af covid-19 spøger, lyder det videre fra Air Greenland i opslaget på Facebook.