Air Greenland lukker for billetsalget

En del fly er blevet forsinkede eller strandet på grund det ustadige sommervejr. Nu lukker Air Greenland simpelthen for salg af billetter til og fra Vestkysten i resten af juli måned for at undgå flere kunder, der ikke når frem som planlagt.

Offentliggjort

Den seneste tid har været op ad bakke for Air Greenland og deres kunder.

- Air Greenland er sårbar i denne tid. Vi leverer ikke den service, som vi har sat os for og vi må derfor ty til at lukke for salget. På den måde kan vi udnytte den resterende kapacitet, når der opstår forsinkelser. Tågen og lave skyer driller os så meget, at dagens planlagte programmer bliver udskudt og når det sker flere dage i træk, får vi en stor ophobning af passagerer, forklarer Air Greenlands direktør, Jacob Nitter Sørensen.

Det er vejret langs vestkysten med lave skyer og tåge, som har skabt store udfordringer med at få kunderne frem til deres destination de sidste par dage.

Ingen bedring forude

Vejrprognosen ser heller ikke for godt ud og derfor har Air Greenland lukket for salget af flybilletter til og fra vestkysten for resten af juli. Det betyder at man ikke kan købe flybilleter til og fra Danmark med afrejse før i begyndelsen af august.

Mandag den 11. juli er der knap 1000 strandede passagerer rundt om i landet som skulle have været afsted i løbet af weekenden. På grund af lave skyer og tåge langs kysten og især i Nuuk, hvor Dash-8 flyene har base, har det først været muligt at gennemføre trafikprogrammerne senere på dagen, hvilket skaber en ophobning af passagerer og fragt, oplyser Air Greenland.

Den lavthængende tåge betyder ud over forsinkelser og aflysninger også, at flyene ikke kan komme hjem til deres base og passe vedligehold, men det påvirker afviklingen af trafikprogrammet og betyder strandede passagerer.

Direktør beder om forståelse

- Air Greenland sørger for at passagerne, får en overnatning, hvis de er ude, men selv det er en stor logistisk udfordring, idet der er yderst begrænset overnatningskapacitet tilgængelige. Vores organisation sammen med Mittarfeqarfiit er stort set presset på alle fronter. Vi vil derfor også opfordre passagerne om at udvise tålmodighed, da vores medarbejdere arbejder på højtryk for at løse udfordringerne, men det er svært, når vi end ikke kan komme i luften, siger Jacob Nitter Sørensen

Han fortæller også, at strejken i SAS har indflydelse på mulighederne for at chartre fly til ekstra afgange ved forsinkelser og aflysninger, sådan som Air Greenland plejer at gøre på atlantflyvningerne.

Flyselskabet holder passagererne opdateret på de sociale medier og deres hjemmeside og fremsender nye rejseplaner, så snart de har fået lagt puslespillet med fly og passagerer færdigt, lover de.

Billetter til og fra Nerleriit Inaat er ikke berørt.

Powered by Labrador CMS