Blæsevejr får betydning for hundredevis af flypassagerer
475 passagerer påvirkes af kraftig vind onsdag, lyder det fra Air Greenland. I sidste uge fik lidt over 2.500 passagerer ombooket deres rejse - blandt andet på grund af vejret.
Det såkaldte sommervejr med regn og rusk flere steder i landet fortsætter med at udfordre Air Greenland, der igen i denne uge kigger ind i problemer med at få gennemført selskabets flyvninger.
Hele 475 passagerer ventes at blev påvirket af en storm onsdag. Det skriver luftfartsselskabet på sin hjemmeside.
De passagerer, som det går ud over, befinder sig i Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut, Ilulissat og Kulusuk, og alle berørte kunder modtager en SMS om meddelelse om en ny rejseplan.
Ifølge seneste vejrmelding fra DMI vil vinden aftage lidt i løbet af dagen:
Over 2.500 passagerer påvirket
- På strækningen syd for Sisimiut op til frisk vind eller kuling omkring sydøst, med risiko for kraftige vindstød, som på udsatte steder kan nå op til stormstyrke. I løbet af dagen aftager vinden dog lidt. Temp. mellem 2 og 7 graders varme
Også i sidste uge bød på mange ombookinger på grund af vejret. I en skriftlig kommentar til problemerne skriver Air Greenland, at lidt over 2.500 passagerer blev påvirket af ændringerne.
- De fleste ændringer af rejseplanerne er på grund af vejrliget hvor det er lave skyer og tåge der er største årsag til forsinkelser og aflysninger i denne tid, men der har også været udfordringer med ikke planlagt teknisk vedligehold på vores flyvere, hvilket var den primære årsag til ændringer i rejseplanerne mandag den 20. juni, skriver Air Greenland.
Norsaq måtte vende om
En af de mere opsigtsvækkende episoder i sidste uge var, da Norsaq måtte vende om og flyve retur til København, fordi atlantflyet ikke kunne lande i Kangerlussuaq.
Episoden fik betydning for 890 passagerer og skyldes ifølge Air Greenland stærk sidevind:
- Atlantflyveren returnerede til København, da den ikke kunne lande i Kangerlussuaq på grund af for stærk sidevind. Det sker ellers yderst sjældent da Kangerlussuaq er kendt for dens stabile vejrforhold og derfor høj regularitet.
Sikkerheden i højsædet
Air Greenland understreger, at der er mange brikker, der skal falde på plads, når vejret giver forsinkelser. Der er således også et personale at tage hensyn til:
- De forsinkelser som opstår, kan betyde at dagens sidste flyvninger bliver udskudt, fordi besætningen på både flyene og helikopterne skal overholde flyvetids- og hviletidsbestemmelser.
- Det kan derfor gå ud over de planlagte afgange, hvor vejret ellers er ok, men der ikke er en besætning klar til at flyve. Andre gange skyldes aflysninger et fly eller helikopter, der er ude af programmet, fordi der er en teknisk udfordring som skal udbedres inden det kan indsættes i programmet igen. Sikkerheden skal være i højsædet – altid, lyder det fra Air Greenland.