Departement leder fortsat efter chef

På grund af for få ansøgere i første runde, er der endnu ikke fundet en afløser for Tine Pars i Departementet for Sundhed.

Tilbage i januar blev stillingen som chef i Departementet for Sundhed slået op, og det stod klart, at daværende departementschef Tine Pars ikke skulle fortsætte i stillingen.

Tine Pars tiltrådte stillingen den 1. april 2017 og blev ansat på en åremålskontrakt i fire år.

Det er formandens departement, der står for ansættelsen af en ny chef, og her oplyser departementschef Hans-Peder Barlach Christensen, at der på grund af få ansøgere til stillingen arbejdes på et genopslag.

Opslaget er dog ikke offentliggjort endnu, da man nærmer sig sommerperioden.

Af det tidligere stillingsopslag fremgik det, at håndteringen af Covid-19-epidemien bliver den helt centrale opgave for en ny departementschef.

I øjeblikket er der indsat en fungerende departementschef, og Hans-Peder Barlach Christensen oplyser, at den manglende besættelse af stillingen ikke har nogen konsekvenser for corona-håndteringen.

Powered by Labrador CMS