Efterlyser ansvarlighed i sag om smitte

Naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen efterlyser synlig og ansvarlig ledelse fra Munck-gruppen i forhold til, hvordan virksomheden fremadrettet vil løfte sit samfundsansvar i forbindelse med at begrænse coronasmitte.

Naalakkersuisoq for boliger, infrastruktur, råstoffer og ligestilling kommer med kritik af Munck-gruppen efter sagen om coronasmitte, der er blevet spredt fra boblen omkring lufthavnsbyggeriet og til foreløbig tre borgere i Nuuk samt én i Ilulissat.

Naaja H. Nathanielsen (IA) udtaler, at det vigtigste våben imod spredning af smitte er, at alle tager ansvar for at overholde gældende restriktioner:

- Ethvert sygdomstilfælde er ulykkeligt og udgør en risiko for denne person og for andre. Og enhver nedlukning af aktiviteter grundet Covid-19 påvirker ikke kun den ene virksomhed eller den enkelte by. Det koster os alle dyrt, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

- I den situation savner jeg en synlig og ansvarlig ledelse i Munck Gruppen. Jeg savner en respons fra virksomheden om, hvordan man fremover vil løfte sin del af det kollektive ansvar for samfundet. Jeg ser frem til at blive orienteret af Munck Gruppens ledelse om, hvilke tiltag virksomheden vil tage for at stoppe smitten med Covid-19, lyder det fra Naaja H. Nathanielsen, naalakkersuisoq for boliger, infrastruktur, råstoffer og ligestilling.

Overtrædelser har konsekvenser

Koncerndirektør hos Munck Gruppen, Hans Christian Munck, har forståelse for den store bevågenhed fra både politikere, presse og befolkning.

- Vi anerkender, at vi kunne have været mere synlige i kommunikationen udadtil, men den interne håndtering af smitteudbruddet i Nuuk har haft den højeste prioritet for ledelsen i Munck, udtaler han i en pressemddelelse.

Direktøren understreger, at det er vigtigt for virksomheden at gøre opmærksom på, at de som virksomhed ikke har indsigt i de ansattes færden i deres private fritid.

- Ikke desto mindre føler vi naturligvis et ansvar for, at alle regler og restriktioner bliver overholdt. Såfremt vi bliver bekendt med, at vores medarbejdere ikke efterlever anvisninger fra os eller myndighederne, bliver det påtalt over for den pågældende og medfører i yderste konsekvens bortvisning. I dette specifikke tilfælde er der dog tale om personer, som hverken var i karantæne eller på arbejde for Munck, lyder det fra direktøren.

Landslæge: Intet tyder på karantænebrud

Naalakkersuisoq understreger, at Munck-gruppen udfører en stor og vigtig opgave for det grønlandske samfund, men at det også kalder på, at virksomheden tager medansvar for lokalsamfundet og bidrager til at skabe tryghed i samfundet.

Landslæge Henrik L. Hansen sagde på et pressemøde tirsdag, at der ikke er tegn på, at der skulle være brudt nogle karantæneregler i forbindelse med, at smitten er sluppet ud boblen omkring lufthavnsbyggeriet.

Efter at myndighederne sent mandag aften fandt ud af, at smitten var sluppet ud af boblen, satte man tirsdag en omfattende test af borgere i gang. Omkring 90 personer blev testet for corona i Nuuk, og ingen var positive.

Powered by Labrador CMS