NIIK: Beskæmmende at det går så langsomt

Det går for langsomt med at udvikle en ordblindetest, der kan give en egentlig diagnose. Det mener NIIK's formand, Anders Meilvang.

Anders Meilvang mener, at Grønland bør indsætte alt for at nå til en valid test, der kan diagnosticere ordblindhed, så børn, unge og voksne kan få den nødvendige hjælp.
Offentliggjort

Paraplyorganisationen for landsdækkende handicapforeninger, NIIK anerkender, at det er et stort fremskridt, at Grønland nu har et redskab, der kan identificere børn, der er risiko for at være ordblinde.

Men det er en ommer, når redskabet ikke kan bruges til at diagnosticere ordblindhed blandt børn. Det mener formand for NIIK, Anders Meilvang, der beskriver længden af processen for ”beskæmmende”.

Inatsisartut besluttede allerede i 2011, at der skulle udarbejdes en national handlingsplan til at afhjælpe ordblindhed og læse- og skrivevanskeligheder blandt børn, unge og voksne.

Med screeningsværktøjet, som Selvstyret er ved at distribuere til alle relevante institutioner, kan man nu indskrænke den gruppe elever i 1.-3. klasse, der ligger i risiko for at være ordblinde. Redskabet kan dog ikke diagnosticere ordblindhed:

- Det er dog endnu mere beskæmmende, at man ikke har brugt alle de mange år på tillige at udvikle en egentlig national ordblindetest, der tager hensyn til grønlandske forhold og sprog, siger Anders Meilvang.

17 procent har vanskeligheder

Rapporten ”Dysleksitiltag for børn i Grønland”, hvor screeninger af 1.-3. klasse viser, at 17 procent, altså godt hver sjette elev der går i 3. klasse, har store vanskeligheder med læsning og stavning.

Der er ingen egentlig opgørelse over ordblinde i Grønland, da der endnu ikke findes en test, der kan give diagnosen. Men ifølge NIIK’s oplysninger skønnes det, at op mod 5-10 procent af befolkningen i Grønland er ordblinde.

Derfor mener Anders Meilvang, at Grønland bør indsætte alt for at nå til en valid test, der kan diagnosticere ordblindhed, så børn, unge og voksne kan få den nødvendige hjælp:

- NIIK opfordrer derfor igen Uddannelsesstyrelsen til at sættes alle kræfter ind på nu at få udviklet en national ordblindetest, der tager hensyn til grønlandske forhold og sprog. Vi ved det er svært, men det vil hjælpe en meget stor del af befolkningen, lyder opfordringen.

Inatsisartut skal onsdag den 25. november drøfte Sofia Geislers (IA) beslutningsforslag om, at Naalakkersuisut skal igangsætte arbejdet med en national handlingsplan for ordblinde.

Powered by Labrador CMS