Bestyrelse: Fuld opbakning til Tillie

Samarbejdspartiets hovedbestyrelse bakker op om deres fungerende formand og partiets økonomi mod anklagerne fra et tidligere hovedbestyrelsesmedlem, som kritiserer i hårde vendinger.

Samarbejdspartiets hovedbestyrelse bakker op om deres fungerende formand og partiets økonomiske prioriteringer.

- Jeg føler mig tryg ved, at tingene er i orden. Vi har fået revisorgodkendt de regnskaber, der er lukkede. Hovedbestyrelsen har godkendt alle udgifter, og alle har skrevet under på regnskabet. Det har Jan Joe Seidsen (tidligere bestyrelsesmedlem red.) også, siger bestyrelsesmedlem Jesper Enevoldsen.

- Der er ikke noget at komme efter. Bestyrelsen har bakket op om alt, der er foregået og der foreligger underskrevet og revideret regnskaber fra hele to revisionsfirmaer for 2019, siger bestyrelsesmedlem Kim Lyberth.

Forundret over kritik

Louis Sigurdsen er ked af at miste en dygtig partifælle.

- Jeg er meget skuffet over situationen, for Jan var med til at stifte partiet. Ud over denne sag er han en fin fyr, og har arbejdet hårdt for partiet og er kommet med mange gode ting i arbejdet, siger han.

Han forstår ikke kritikken, og han undrer sig over motiverne bag.

- Han havde ansvaret for økonomien som bogholder ad to omgange, og han har været med til at godkende det hele. Det var ham, der glemte at betale A-skat sidste år, og som ikke har lavet budget i år, siger han.

- Man begynder at blive bange for, at han har saboteret det hele med vilje, siger Louis Sigurdsen.

Jan Joe Seidsen trådte ud af hovedbestyrelsen og overlod bogføringsopgaven til en anden fra september 2019 til juni 2020, hvor han vendte tilbage.

Forkerte prioriteringer

Louis Sigurdsen understreger, at han har fuld tillid til Tillie Martinussen som formand, og at partiet spiller med åbne kort i forhold til deres økonomiske prioriteringer.

Og netop prioriteringerne fik bærgeret til at flyde over for det nu tidligere hovedbestyrelsesmedlem Jan Joe Seidsen.

- Jeg synes en stor del af det, pengene bliver brugt til tangerer til privat forbrug og ikke partirelaterede udgifter, siger han som begrundelse for, at han den forgangne uge forlod hovedbestyrelsen.

Han er skuffet over, at der ikke var opbakning i hovedbestyrelsen til hans kritik af forbruget.

- Det kan godt være, der er nogen, der synes, det er okay at bruge så mange penge på ansigtsbehandlinger, og restaurantbesøg, det synes jeg ikke, siger han.

Har selv godkendt regnskab

Ifølge Jan Joe Seidsen, så er kassen tom, og det bekymrer ham.

- Samarbejdspartiet står i en situation, hvor der kunne have været udskrevet valg (i forbindelse med stenbidersagen red.) Og der er ikke nogen penge i kassen overhovedet til at holde valgkamp for. Det pengene er blevet brugt til, er dybt uansvarligt, siger han.

Men du har jo selv siddet i hovedbestyrelsen og godkendt forbruget og underskrevet regnskabet for 2019?

- I 2019 har jeg sagt til Tillie, at jeg synes, hun spiste lige lovlig meget på restaurant og det burde hun holde op med. Jeg havde en klar forventning om, at hun havde rettet ind.

- Ja jeg har bogført fra juni og til nu jo, men hvad så indtil da? Det er jo ikke mig, der har brugt de penge. For tre uger siden har jeg skrevet en mail om, at hun (Tillie Martinussen) bør aflevere kortet, fordi hun bruger det uansvarligt.

Hovedbestyrelsen støtter Tillie Martinussen

Men Jan Joe Seidsen står alene med kritikken. Hovedbestyrelsen har på et møde mandag aften bekræftet, at de står sammen bag den fungerende formand og partiets økonomiske prioriteringer.

- Hovedbestyrelsen fastholder, at alle anklager er grundløse, at der ikke er uregelmæssigheder i regnskabet, og at Tillie Martinussen er formand med bred opbakning i alle partiets instanser, lyder det fra bestyrelsen tirsdag.

Powered by Labrador CMS