Belastning: Betjente presses psykisk

Assistancen kan være langt væk, og arbejdet fylder meget i privatlivet for politibetjentene her i landet. Det er et stort psykisk pres, fortæller fagforbund og politimesteren.

Offentliggjort

Der hører en stor psykisk belastning til at være politimand her i landet, viser en ny undersøgelse. Grønlands Politiforening mener, at årsagen blandt andet skal findes i, at jobbet fylder i betjentenes privatliv 24/7 året rundt:

- Du er kendt som politimand. Dine børn er politibørn. Din kone eller mand er politiægtefælle. Alle omtaler dig som politimand eller politikvinde, uanset hvad du i din fritid laver, så er du ikke andet, siger Jesper Fleischer, formand i Grønlands Politiforening.

Han er ikke overrasket over, at en undersøgelse viser, at 9,5 procent af betjentene udviser tegn på PTSD og knapt 15 procent føler sig stressede. Begge tal er betydeligt højere end hos deres kolleger i Danmark.

Jesper Fleischer peger også på, at når betjentene er på jobbet, kan de være overladt til sig selv:

- Oven i at være politimand eller politikvinde døgnet rundt, kan du ikke altid regne med back up, og nogen gange har du slet ikke nogen, når du gør tjeneste i de mindre byer, siger Jesper Fleischer.

Langt til assistance

Politimester Bjørn Tegner Bay er på linje med formanden for politiforeningen, og det gælder særligt betjente der gør tjeneste uden for Nuuk:

- Det ligger i baghovedet, at der er langt til assistancen. Hvis det var i en mindre dansk by, er det et spørgsmål om 20 minutter, så kan der stå rigtig mange kollegaer. Her i landet kan det være et spørgsmål om dage, siger Bjørn Tegner Bay.

Politimesteren mener også, at begrundelsen for den hårde psykiske belastning af betjentene skal findes i den type af kriminalitet, som betjente i Grønland skal rykke ud til sammenlignet med deres kollegaer i Danmark:

- Den personfarlige kriminalitet som vold og drab ligger tre til fire gange højere end i Danmark. Dertil kommer en 10 gange højere forekomst af sædelighedsforbrydelser, siger Bjørn Tegner Bay.

Han fremhæver også risikoen for at betjente i Grønland kommer ud til episoder, hvor der er skarpladte våben impliceret.

Stop forskelsbehandling

Ifølge Grønlands Politiforening er det uomtvisteligt, at der er brug for flere betjente i Grønland, hvis den enkelte betjent skal have bedre arbejdsforhold. En metode kunne være at udligne lønnen med betjente, som er ansat i Danmark:

- Så længe der er forskelsbehandling, vil der altid været en stor del af uddannede grønlandske politifolk, som forlader korpset, udtaler Jesper Fleischer.

Politimester Bjørn Tegner Bay mener, at det er op til politikerne, hvorvidt der skal bruges flere penge på politiet, så der kan komme flere betjente.

Psykologbistand er vigtig

Politimesteren fokuserer på, at beredskabet, der skal hjælpe betjentene med at håndtere traumatiske hændelser, er så effektivt som muligt. Her tænker han blandt andet på de betjente, de arbejder med sager om misbrug af børn:

- Vi har etableret en god ordning i samarbejde med Rigspolitiets psykologtjeneste, hvor vi i Grønlands Politi har fuldstændig samme adgang til psykologhjælp, som vores kolleger i Danmark, forklarer politimesteren.

Powered by Labrador CMS