Forsvarsminister om Kangerlussuaq: Udgangspunktet er at forsvarets fly skal kunne lande og lette

Det ligger ikke umiddelbart i kortene, at forsvarsministeriet vil investere mere i Kangerlussuaq, end det der er nødvendigt for forsvarets brug af lufthavnen. Men forsvarsminister Trine Bramsen er parat til at lytte.

Kangerlussuaq vil være på dagordenen, når forsvarsminister Trine Bramsen (Soc) mandag og tirsdag besøger Grønland.

Mandag skal hun således mødes med naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger (S), men også med naalakkersuisoq for infrastruktur, Karl Frederik Danielsen (S). Og især under mødet med sidstnævnte vil lufthavnens fremtid blive drøftet.

- Vi har jo underskrevet hensigtserklæringen om forsvarets fortsatte brug af Kangerlussuaq. Nu skal jeg så med mine grønlandske kollegaer drøfte nærmere, hvad de næste skridt skal være, siger Trine Bramsen (Soc) til Sermitsiaq.AG.

Selve hensigtserklæring siger ikke noget om, hvem der skal betale for renoveringen og den fortsatte drift af Kangerlussuaq. Efterfølgende har Trine Bramsen dog fastslået, at 'forsvaret er sig sit ansvar bevidst' når det gælder renoveringen og vedligeholdelsen af landingsbanen.

Siden har der været en debat af, hvor meget forsvaret i realiteten er parat til at betale for.

- Kan man forestille sig, at forsvarsministeriet betaler for mere end det der er nødvendigt for forsvarets brug af Kangerlussuaq?

- Udgangspunktet for investeringen i Kangerlussuaq er, at Forsvaret fortsat skal kunne løse sine opgaver i Grønland, og det vil sige at vi skal sikre, at Forsvarets fly kan starte og lande derfra. Men jeg har jo altid mine to ører med mig, når jeg holder møder. Så jeg vil da lytte til, hvad der måtte være af ønsker og kommentarer fra mine grønlandske kollegaer, siger forsvarsminister Trine Bramsen (Soc).

Det ventes at kunne tage op mod et år eller mere inden alle detaljer om Kangerlussuaq, deriblandt den civile brug er helt på plads.

Powered by Labrador CMS