NIFF byder på flere genrer film

Nuuk International Film Festival er klar med dette års filmfestivalprogram, der blandt andet byder på diskussionsrum, cafekoncert og filmworkshop udover filmvisninger.

Untouched premiere

Så er programmet klar til den femte Nuuk International Film Festival, der går i luften onsdag den 15. september.

NIFF-teamet byder på en filmfestival med kortfilm, dokumentarer og spillefilm, der appellerer til både voksne og børn.

De sidste fem år er filmfestivalen vokset sig større, så folkene bag kan byde på et mere nuanceret program fra forskellige verdensdele.

- Efter fem år har vi lært, at den lille filmproducerende del af Grønland er en vigtig stemme. Det er en stemme til resten af verden, men også en stemme der appellerer til os selv. Film skaber bånd mellem os, de gør os stærkere, de viser os, hvem vi er, hvem vi var og hvem vi kan blive, udtaler filmfestivalen forkvinde Pipaluk K. Jørgensen ved præsentationen af årets program.

Film fra hele verden

Sidste år lancerede NIFF deres nye hjemmeside, hvor internationale filmproducerer har fået mulighed for at indsende deres film, for at komme i betragtning til at få vist deres værk til festivalen i Nuuk. Og det har givet et nuanceret filmprogram til biografgængerne.

I år skal der blandt andet vises dokumentarer, spillefilm og kortfilm fra norden, hvor også en diskussionsfilm om det ømtålelig emne, kolonialisering af Grønland og relationen til Danmark vil blive vist på det store lærred.

Også dokumentarer om Grønlands historie vil blive vist, og skuespiller Nikolaj Coster-Waldau og den islandske producer Baltasar Kormákur skal diskutere skabelsen af en film om den mislykkede ekspedition på indlandsisen ”Against the ice” i starten af 1900. Filmen kan ses på streamingtjenesten Netflix.

Du kan se hele programmet på NIFF’s hjemmeside. Filmfestivalen vil køre i dagene 15.-18. september.

Powered by Labrador CMS