NIF-elever skal drøfte politik i Folketinget

I alt 179 elever i Rigsfællesskabet skal overtage politikernes siddepladser i Folketinget den 30. januar. To elever fra Nuuk Internationale Friskole skal være med.

Hvert andet år bliver Folketinget overtaget af unge i Rigsfællesskabet. De vedtagne forslag ud af 60, skal overrækkes til repræsentanter af ungdomspartier efter endt møde.

Folketinget slår igen dørene op for unge, der går i 8. og 9. klasse fra skoler i Danmark, Grønland og Færøerne. De i alt 179 elever mødes på Christiansborg den 30. januar til Ungdomsparlamentsdagen. Her skal de drøfte og stemme om forslag, som de selv har stillet. Det oplyser ungdomsparlamentets kommunikationsenhed i Folketinget i en pressemeddelelse.

Sædvanligt er der to elever fra Grønland, der deltager i ungdomsparlamentet. Og i år er de to elever fra Nuuk Internationale Friskole, der skal med.

- Det er et særligt tilrettelagt undervisningsforløb, hvor de unge får mulighed for at prøve kræfter med det arbejdende demokrati, og hvor de skal komme med løsninger på samfundsproblemer, lyder det fra ungdomsparlamentets kommunikationsenhed.

Elever kommer selv med forslag

Op til ungdomsparlamentsdagen har alle deltagende klasser sendt forslag, der kan behandles på dagen. Folketingets administration udvælger i alt 60 forslag, som eleverne skal drøfte og stemme om.

I år skal emner som ændring af optagelseskrav til uddannelser, senere mødetider i folkeskolen, fokus på forebyggelse af stress og rehabilitering af personer, der har begået kriminalitet drøftes på ungdomsparlamentsdagen. Grønlands repræsentanter har indsendt et forslag om afsættelse af midler til nedrivning af skimmelsvampsramte boliger i Grønland, som også skal drøftes.

De vedtagne forslag i ungdomsparlamentet skal overrækkes til repræsentanter for de politiske ungdomspartier i Danmark.

Ungdomsparlamentet afholdes hvert andet år.

Powered by Labrador CMS