Nationalgalleri: Modtager privat donation på 50 millioner kroner

Grønlands kommende Nationalgalleri har modtaget en donation på 50 millioner kroner af en dansk erhvervsmand. Vedkommende ønsker at være anonym, oplyser nationalgalleriets formand.

Formanden for fonden for Grønlands Nationalgalleri, Josef Tuusi Motzfeldt er glad for den store interesse for projektet. En privat erhvervsmand har netop doneret 50 mio. kr. til projektet.

Formanden for fonden for Grønlands Nationalgalleri, Josef Tuusi Motzfeldt, har svært ved at få armene ned.

En privat erhvervsmand fra Danmark har doneret 50 millioner kroner til realisering af Grønlands Nationalgalleri, hvilket giver fonden et stor skridt frem mod målet.

- Der er stor interesse i, at Grønland får eget nationalgalleri. Vedkommende, der har doneret har ønsket at være anonym. Men jeg kan sige så meget, at personen har interesse i kunst, fortæller formanden for fonden for Grønlands Nationalgalleri, Josef Tuusi Motzfeldt til Sermitsiaq.AG.

Byggeriet af et nationalgalleri er vurderet til at koste 260 millioner kroner, og Inatsisartut har med finansloven for 2023 godkendt, at Naalakkersuisut giver et tilskud på 50 millioner kroner til selve byggeriet.

Projektet om nationalgalleriet har været længe undervejs. Midler gennem finanslov og donationer sætter nu et stort skub i arbejdet.

Gode dialoge i gang

- Naalakkersuisuts vilje til at give et tilskud til projektet betyder, at der nu er større interesse fra fonde til at donere til projektet. Naalakkersuisuts interesse for nationalgalleriet er med til, at fondene er mere villige til at hive pungen op af lommen, forklarer Josef Tuusi Motzfeldt.

Han oplyser, at der er dialog med flere fonde, der kan være interesseret i at donere til projektet.

- Hvis alt går vel, kan vi nå den fulde finansiering når året er omme. Så vil vi have nok midler til, at selve byggeriet kan starte til næste år, siger Josef Tuusi Motzfeldt men understreger, at projektet afhænger af fremtidige donationer.

Formanden oplyser, at en synlig, lokal interesse i opførelsen af nationalgalleriet er et generelt krav fra udenlandske fonde, hvis disse skal være med til at donere til selve projektet.

Fonden har planlagt at udgive en tryksag om galleriets kommende virke til gratis distribution på biblioteker og uddannelsesinstitutioner i hele Grønland.

Air Greenland, GrønlandsBanken og Ittu.Net har doneret sammenlagt 175.000 kroner til den kommende nationalgalleri sidste år.

Powered by Labrador CMS