Nathanielsen: Hele befolkningen skal ikke finansiere plug-in-rabat
Lovforslag om afgifter på plug-in hybridbiler er en rimelig indtægtskilde med en god profil både miljømæssigt og socialt, udtaler naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen (IA).
Et forslag om højere årlige afgifter på plug-in hybridbiler samt indførselsafgift på nye plug-in hybrider har fået bølgerne til at gå højt på både de sociale medier og blandt politikerne.
I øjeblikket skal der ikke betales en krone i indførselsafgift, hvis man køber en spritny plug-in hybridbil, og den årlige afgift er også lav i forhold til andre sammenlignelige biltyper.
Det ønsker Naalakkersuisut at lave om på med det nye lovforslag, forklarer naalakkersuisoq for finanser, Naaja H. Nathanielsen til Sermitsiaq.AG:
- Lovforslaget vil medføre, at plug-in hybridbiler indført fra 1. Januar 2023 vil blive pålagt en indførselsafgift. De plug-in hybridbiler, der allerede er importeret, vil opleve en gradvis stigende motorafgift over 5 år. Der er tale om en tung bil, som belaster vejnettet og nu har vist sig ikke at være miljøvenlig, skriver Nathanielsen i en mail til Sermitsiaq.AG.
Ikke længere grund til særbehandling
- Jeg mener lovforslaget er et godt bud på en indtægtskilde, der er rimelig, både henset til den sociale profil og en miljøprofil, står der videre.
Lovforslaget om afgiftsændringerne er netop nu i høring, og Demokraatit og Naleraq har meldt ud, at de er imod forslaget, fordi det indfører en afgift på plug-in hybridbilerne.
Naaja Nathanielsen synspunkt er, at der ikke længere er grund til at give biltypen særbehandling:
- Plug-in hybridbiler har haft lempelige og gode vilkår, fordi vi tidligere troede, de var mere miljøvenlige. Det har vist sig at være forkert, og dermed er grundlaget for at behandle dem særligt forsvundet.
Hvad med elbilerne?
- Der er ingen grund til at hele befolkningen er med til at finansiere biler, der ikke tjener noget miljøformål, skriver hun.
Naalakkersuisut foreslår også indførselsafgift på elbilerne, der ligeledes har være fritaget.
Spørgsmål: Er det ikke et dårligt signal at sende, at Grønland sætter indførselsafgifter på elbiler, der trods alt kan køre på grøn strøm fra vandkraft her i landet?
- Elbiler vil fortsat gives fordele i form af en mindre motorafgift, end deres vægt egenligt lægger op til. Og der vil i loven lægges op til, at købere af elbiler ved indførslen vil kunne få udbetalt et kontant tilskud. Dermed behandles de fortsat særligt, skriver Naaja Nathanielsen.
200 biler om året uden afgift - i stedet skal fradrag hæves
Ifølge Naalakkersuisut er der blevet importeret omkring 200 plug-in og elbiler biler årligt, som altså alle har været fritaget for indførselsafgift. På "almindelige" biler er indførselsafgiften minimum 50.000 kr. Hvis bilen er dyrere end 50.000 i indkøb er afgiften 100 procent, og afgiften stiger, hvis bilen koster over 150.000 i indkøb.
Lovforslaget er lige nu i høring, men naalakkersuisoq fortæller, at alle partierne har også fået forslaget præsenteret.
Det er Naalakkersuisuts mål, at pengene fra de nye afgifter skal gå til at hæve beskæftigelsesfradraget:
- Jeg håber, pakken kan opnå flertal, da det både vil gavne beskæftigede i lavindkomstgruppen og udligne ulighed og samtidigt modernisere et forældet og fagligt forkert system, skriver Naaja Nathanielsen.