Naleraq støtter borgmester i boligsag

Kommunalbestyrelsen behandlede mandag Kommuneqarfik Sermersooqs boligsag. Naleraq og IA-gruppen støtter fortsat borgmesteren.

Borgmester Charlotte Ludvigsen blev bakket op af sin gruppe og samarbejdspartneren Naleraq under tirsdagens møde.

Der var lagt op til hårde diskussioner på et møde i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq tirsdag eftermiddag.

Tilsynsrådets graverende kritik af kommunen skulle nemlig behandles, og det samme skulle flere uregelmæssigheder, som er dukket op i forvaltningen som følge af sagen.

Blandt andet er kommunen blevet stævnet for et millionbeløb, efter at have ophævet en kontrakt med en konsulentvirksomhed. Kommunen mener ikke, at konsulentvirksomheden har leveret de aftalte ydelser.

Borgmester Charlotte Ludvigsen sidder dog stadig sikkert i borgmesterstolen efter mødet. Selvom Inuit Ataqatigiits ene partner i kommunalbestyrelsen - Demokraatit - har forlangt, at hun træder tilbage, så har hun støtte fra IA's anden partner Naleraq.

Skal skaffe sagsakter

Kommuneqarfik Sermersooq oplyser, at IA og Naleraq tog de sagspunkter til efterretning, som havde med boligsagen og uregelmæssighederne at gøre.

Siumut havde også meldt ud, at borgmesteren skulle trække sig, og Siumut og Demokraatit tog ikke punkterne til efterretning.

Siumut og Demokraatit kom dog igennem med et enkelt forslag, der pålægger borgmesteren at skaffe alle sagens akter fra Tilsynsrådet.

Det er Siumuts gruppeformand i kommunalbestyrelsen Inga Dora G. Markussen, der står bag forslaget.

Hvad skal det nytte?

- Det, der nu er vigtigt for os, er, at hvis ikke tilsynets afgørelse bliver taget alvorligt og flertallet tilsyneladende mener, at der ikke er begået noget ulovligt, så må vi få hele sagen præsenteret for kommunalbestyrelse. Så må vi derfra håbe, at flertallet forstår alvorligheden af det, der er foregået, hvorefter der skal placeres et politisk ansvar, siger Inga Dora G. Markussen.

Powered by Labrador CMS