Naleraq vil sætte stopper for Kuannersuit
Mens Siumut nu har bekendt kulør og bakker op om Kuannersuit, så vil Naleraq ligesom IA have projektet stoppet, hvis de kommer til magten efter valget.
Flere partier melder klart ud om deres holdning til Kuannersuitprojektet ved Narsaq.
Inuit Ataqatigiit har aldrig lagt skjul på, at de er modstandere af uran, som vil blive et biprodukt i projektet på Kuannersuit, men de har også sagt, at de er modstandere af Kuannersuit-projektet generelt.
Múte B. Egede udtalte i sidste uge til KNR, at projektet bliver stoppet, hvis IA får magten efter valget d. 6. april.
Kan finde flertal
Og det kan de godt finde stemmer til hos Naleraq. Pele Broberg vil overhovedet ikke høre tale om storskala råstofprojekter, så længe en del af overskuddet skal ”deles med Danmark”
De to partier står i den seneste meningsmåling, som er foretaget i januar i år, til henholdsvis 13 (IA) og fire (N) mandater, hvilket vil give dem det nødvendige flertal i Inatsisartut.
- Fjeldet render ingen steder, hvorfor gøre det nu, spørger Naleraq-medlem Pele Broberg retorisk.
- Den aftale, der er i Selvstyreloven gør, at alle indtægter efter de første 75 millioner bliver trukket i bloktilskuddet. Hvis vi kommer til at tjene mere end bloktilskuddets værdi et enkelt år, så forsvinder bloktilskuddet for bestandigt, uanset hvad vi tjener de efterfølgende år, og så mangler pengene i landskassen, slår han fast.
Folkeafstemning om uran
Naleraq vil som de tidligere har meldt ud arbejde på en free association ordning i stedet for Rigsfællesskabet, som vi kender det i dag. Free association er kendetegnet ved at hver stat i samarbejdet bliver betragtet som sin egen med egen forfatning.
- Vi vil i forbindelse med en afstemning om free association også have uranspørgsmålet med. Det skal ikke besluttes hen over hovedet på folk, om der skal udvindes uran i landet, siger Pele Broberg.
Lov om Grønlands Selvstyre
§ 8. Tilfalder der Grønlands Selvstyre indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, jf. § 7, reduceres statens tilskud til selvstyret med et beløb, der svarer til halvdelen af de indtægter, som i det pågældende år ligger over 75 mio. kr.
Og her har han opbakning fra Atassut-formand Aqqalu Jerimiassen. Han vil nemlig ikke melde partiets holdning om Kuannersuit-projektet ud, før befolkningen er blevet hørt. Han har udtalt, at partiet derefter vil følge befolkningens ønske i sagen.
Erik Jensen og Siumuts nye hovedbestyrelse har været forbeholdne med en klar udmelding om mineprojektet i Sydgrønland, men Erik Jensen understreger overfor Sermitsiaq.AG, at der i partiprogrammet klart står, at Siumut støtter råstofprojekter, som lever op til Selvstyrets lov om råstoffer. Det gælder også Kuannersuit, oplyser han.